MOBILVERSION
Niårige Konrad skal prøve kræfter med halvmaraton efter sejr i sponsorløb
Det var ingen sag for mange af eleverne på Markusskolen at løbe ti kilometer i en god sags tjeneste - lørdag skal en af dem dog ud på dobbelt distance.
Det var ingen sag for mange af eleverne på Markusskolen at løbe ti kilometer i en god sags tjeneste - lørdag skal en af dem dog ud på dobbelt distance.
Niårige Konrad fra 3.A lagde sig hurtigt i spidsen foran de hundrede og tyve børn fra de yngste klasser, da Markusskolen onsdag gennemførte sponsorløb til fordel for børn i Cambodja.
Med elegance og et koncentreret udtryk tog Konrad den ene omgang efter den anden på den 500 meter lange strækning, hvor flere kammerater gang på gang blev overhalet. Hans mål var tyve omgange svarende til ti kilometer – og da lærer Rolf Leinum blæste løbet af, kunne Konrad med tilfredshed konstatere, at han havde løbet 10,5 kilometer.

Interessen for at løbe har Konrad fået ind med modermælken Hans mor, Camilla V. Skelmose, har på fritidsbasis gennemført flere halv- og helmaratonløb, og hun fortæller:
– Jeg har mange gange trænet løb sammen med Konrad, der spiller fodbold i Spangsbjerg IF og er rykket op på 8-mandsbanen. Han fik behov for at kunne løbe længere i kampene som forsvarsspiller.

Deltager i Fanø Half
Mor og søn har ofte løbet ture på ti kilometer, men så opstod ideen om at prøve et halvmarathonløb (21,1 km).
– Vi startede stille og roligt op i det nye år og har under træningen været oppe omkring sytten kilometer – løb og gang i kombination, fortæller Camilla.
Kort efter sponsorløbet kunne Konrad fortælle, at han skal løbe sit første halvmarathonløb på lørdag: Fanø Half, hvor der er fokus på fællesskab, natur og konkurrence i et varieret terræn med strand, klitter og småveje.

Konrad, der har en lillebror, dyrker desuden bordtennis hos hos SGI i kælderen på Ådalskolen.
Tilbage til sponsorløbet: Som “kanin” trak Konrad flere løbere fra de øvrige klasser med sig. – Flere tangerede de ti kilometer på en time, lyder det fra lærer Rolf Leinum.
Hvorfor et sponsorløb?
Fundraiser Claus Kronborg fortæller, at sponsorløbet på Markusskolen er til gavn for fattige og udsatte familier i Cambodia.
– I undervisningen har eleverne hørt om en ung dreng, som bor i byen Siem Reap under kummerlige forhold, siger fra Claus, og tilføjer;

– Vi vil gerne hjælpe ham, så han kan leve et bedre liv med et tag over hovedet, som også er tæt, så de få ejendele, han har, ikke bliver våde, når det regner.
Pengene, som eleverne har samlet ind, kommer også til at gå til en legeplads, hvor børn, der får undervisning i engelsk, kan lege i frikvartererne.
– Grundlæggende handler det om at give børnene bedre forudsætninger for at kunne klare sig, når de bliver ældre, siger Claus Kronborg.





















