Den danske rap-antihelt Niarn er tilbage. Og når han i efteråret 2026 drager landet rundt med sin nye turné “Udødelig Tour 2026”, bliver Esbjerg et af de udvalgte stop.
Den danske rap-antihelt Niarn er tilbage. Og når han i efteråret 2026 drager landet rundt med sin nye turné “Udødelig Tour 2026”, bliver Esbjerg et af de udvalgte stop.
Lørdag den 26. september indtager Niarn nemlig Tobakken, hvor publikum kan se frem til et gensyn med en af de mest markante skikkelser i dansk hiphop – og et bagkatalog, der stadig pulserer hos både gamle og nye fans.
Niarn, alias Niels Shahverdi Roos, slog for alvor igennem i 00’erne med udgivelser som Årgang ’79, Antihelt og Rød Aalborg og blev soundtracket til en hel generation. Historien om rapperen fra Aalborg rummer både succes, fald og genopstandelse – og netop den fortælling er en del af forklaringen på, hvorfor interessen stadig er massiv.
Efter at have sat karrieren på pause i 2014 som følge af misbrug og alvorlig sygdom, vendte Niarn stærkt tilbage. I 2022 udsolgte han Store VEGA på få timer, hvilket førte til flere turnéer rundt i landet. Men også de senere år har været krævende, både fysisk og mentalt.
Alligevel står Niarn her nu – stærkere end nogensinde – og klar til endnu en tour.
– De sidste par år har på alle måder været utrolig overvældende, og det har været vildt at se, at så mange stadig lytter til musikken og møder op til koncerter rundt om i landet. Jeg må tage det som et tegn og indse, at Niarn er og bliver udødelig, siger han.
Koncerten på Tobakken bliver dermed ikke bare endnu et stop på turnéen, men et møde mellem Niarn og det vestjyske publikum, som tidligere har taget godt imod store danske navne i intime rammer. Her er der lagt op til både fællessang, nostalgi og rå energi, når Niarn folder sin historie og sine sange ud live.






















