MOBILVERSION

1. juni 2025

Nulstil ørerne – og lyt med hjertet

Emma Horton er aktuel med sin debut-EP under navnet HORTON – elektronisk musik uden klassiske vers og omkvæd, men med masser af følelse og personlighed. Snart kan hun opleves live.

Emma Horton er aktuel med sin debut-EP under navnet HORTON – elektronisk musik uden klassiske vers og omkvæd, men med masser af følelse og personlighed. Snart kan hun opleves live.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Emma Horton er aktuel med sin debut-EP under navnet HORTON – elektronisk musik uden klassiske vers og omkvæd, men med masser af følelse og personlighed. Snart kan hun opleves live.

Emma Horton laver ikke popmusik som alle andre. Under navnet HORTON skaber hun et lydunivers, der bryder med gængse strukturer og forventninger. Hendes musik har hverken vers eller omkvæd – i stedet bygger den på stemninger, gentagelser og en fortællende form.

Nu er hun klar med sin første EP, hvor hun selv har stået for det hele: sangskrivning, produktion, grafik og cover.

– Mit ønske er, at lytterne vil være åbne og bare lytte til musikken, som om det er første gang, de hører musik. Man skal nulstille sine ører, siger Emma Horton.

Hun er bevidst om, at hendes musik adskiller sig markant fra den elektroniske pop, man normalt hører i radioen. Det er mere uforudsigeligt, mere sårbart – og det hele kommer fra et ægte sted. Sangene er skrevet ud fra hendes egne oplevelser og følelser, og det giver musikken en særlig nerve og dybde.

– Jeg har svært ved at opdigte scenarier og historier, så musikken er skabt hundrede procent fra hjertet. Jeg har i lang tid kun kunnet skabe musik ud fra, hvad jeg følte lige nu og her. Mange af sangene er skrevet i meget triste og ulykkelige perioder, men det smukke er, at jeg nu kan betragte dem lidt på afstand. De er blevet til sange i stedet for noget, jeg skal genopleve fysisk eller psykisk.

Emma Horton står for hele produktionen selv - også det grafiske. Pressefoto.
Emma Horton står for hele produktionen selv – også det grafiske. Pressefoto.

På EP’en finder man blandt andet nummeret Valmue, som handler om at være i et usundt forhold med en manipulerende partner. Titlen henviser til den skrøbelige blomst, der mister sine blade, så snart man plukker den.

– Som mange ved, er en valmue smuk at se på – især om sommeren på en mark blandt andre blomster – men den er også meget skrøbelig. I sangen bliver den et symbol på, at et forhold skal være ligeværdigt, hvis man vil nyde blomsten i al sin pragt. Det synes jeg er et godt budskab.

Emma Horton bor og studerer i Esbjerg, og selvom mange unge kunstnere søger mod de større byer, har hun valgt at blive i området, hvor hun føler sig hjemme. Hun læser Elektronisk Musik og Lydkunst på konservatoriet og udgiver sin debut-EP dagen før sin bacheloreksamen.

– Ofte tager mange upcoming artister til større byer for selv at blive større, men for mig føles det rigtigt at fokusere på, hvor jeg er lige nu – nemlig i Esbjerg-området. Her håber jeg at kunne få gjort omverdenen opmærksom på min debut-EP jeg jeg jeg, siger Emma, der tidligere har optrådt til Kulturens Døgn og været support for IAMJJ på Tobakken.

Næste gang man kan opleve HORTON live, er til hendes offentlige eksamenskoncert den 12. juni kl. 15.00 i konservatoriets koncertsal i Esbjerg. Der er fri entré.

Få et overblik over samtlige af årets eksamenskoncerter på Syddansk Musikkonservatorium HER (vælg Esbjerg).

Emma Hortons debut-EP "jeg jeg jeg" kan høres via tjenesten Bandcamp fra den 11. juni.
Emma Hortons debut-EP “jeg jeg jeg” kan høres via tjenesten Bandcamp fra den 11. juni.
Del artiklen