Liv og lys i en trist årstid: Esbjerg får i januar en ny ni dage lang festival, når Esefestival for første gang finder sted fra 17. til 25. januar 2026.
Liv og lys i en trist årstid: Esbjerg får i januar en ny ni dage lang festival, når Esefestival for første gang finder sted fra 17. til 25. januar 2026.
Liv og lys i en trist årstid: Esbjerg får i januar en ny ni dage lang festival, når Esefestival for første gang finder sted fra 17. til 25. januar 2026.
Festivalen sætter fokus på hverdagskulturen – de mange små og store aktiviteter, der til daglig giver byen liv, men som ofte lever lidt i skyggen af de store events.
I ni dage bliver hele Esbjerg omdannet til en scene for musik, teater, kunst, sport, mad og kreative fællesskaber.
Publikum kan blandt andet opleve lydvandringer i vinterbyen, inspirerende talks, intime koncerter, workshops, gastronomiske indslag og nye perspektiver på velkendte steder.
Formanden for Kultur- & Fritidsudvalget, Jakob Lose (V), ser festivalen som en vigtig ny brik i kommunens kulturliv, udtaler han i en pressemeddelelse:
– Vintermånederne kan godt blive lidt triste og ensomme, og vi håber, at Esefestival kan skabe liv og oplevelser i en ellers lidt stille tid på året, siger han.
Festivalen er tænkt som en åben platform, hvor både borgere, butikker, foreninger, kulturinstitutioner og virksomheder kan byde ind. Alle interesserede kan tilmelde egne arrangementer, som bliver en del af det samlede program, der offentliggøres senere på året.
Med Esefestival ønsker Esbjerg Kommune at styrke byens position som et levende og attraktivt sted at bo og besøge.
Festivalen bygger på fællesskab og nærvær, og ambitionen er at skabe oplevelser, der bringer mennesker sammen og giver energi midt i vintermørket.
Esefestivalen løber af stablen kort inden årets første festival, Folk&Fæstival, der også finder sted i januar, ligesom den voksende Esbjerg Jazzfestival finder sted fra 12. – 15. februar næste år.
Der skal således nok blive masser af kultur i vintermørket i Esbjerg på den anden side af nytår.
Hvorfor hedder det Esefestival?
Navnet på festivalen udspringer af Esbjergs historie og kulturarv. At ese betød at klargøre fiskeriets kroge og liner – et arbejde, der blev udført af de såkaldte esepiger.
De boede i små esehytter ved kysten og sørgede for, at fiskerne kunne tage på havet med tusindvis af kroge klar til brug.
Med navnet Esefestival hyldes både byens rødder og dens levende kulturliv i dag. Det er en festival skabt i Esbjerg, for Esbjerg – og for alle, der har lyst til at opleve og opdage mere.
Fakta:
- Afholdes i hele Esbjerg 17.–25. januar 2026
- Fokus på hverdagskultur, fællesskab og kreative oplevelser
- Alle kan bidrage med arrangementer via esefestival.dk




















