Der ringer sandsynligvis en klokke hos mangt en tidligere elev fra Esbjerg Statsskole, når de hører navnet Jacob Jonia. Omkring årtusindeskiftet opnåede han kultstatus blandt hele landets gynmasieungdom.
I dag offentliggjorde Nordisk Film, at man er i gang med at skabe en ny dansk storfilm baseret på Jacob Jonias krimi “Den Yderste Grænse”.
I mange år var Jonia, f. 1966, en vellidt underviser på Esbjerg Statsskole. Blandt eleverne fik han en helt særlig kultstatus, da han i 1999 udgav bogen “Sådan får du 13 uden at lave lektier – håndbog for dovne stræbere”.
Bogen, som blev udgivet på forlaget Hovedland og er på 127 sider, skabte en del røre i andedammen på grund af dens kontroversielle indhold. I bogen udleverer han alle lærernes hemmeligheder om karaktergivningen, han kommer med smuthuller og sjove fif, krydret med en god portion humor.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
“Sådan får du 13 uden at lave lektier” var Jacob Jonias tredje bogudgivelse, og siden er flere kommet til. Sidste år udkom den historiske krimi “Den Yderste Grænse”, som nu filmatiseres af Nordisk Film.
LÆS OGSÅ: Film om fiktivt rejsehold skal optages i Esbjerg
– Det er en drøm for enhver forfatter at få sin bog filmatiseret, men jeg har været så umådelig heldig, at Christopher Boe ikke bare har forstået min historie og mine karakterer til bunds, men at han også vil det samme som mig, nemlig fortælle Danmarkshistorie i krimiformen. Det handler selvfølgelig om politiarbejde, men i høj grad også om vores forfædre, hvis tilværelse nok ikke var så forskellig fra vores, som vi tit går og tror. Desuden har Nordisk Film valgt et stjernecast, der lader fortiden fremstå levende, elegant og højaktuel. At sige at jeg er glad, må være årets underdrivelse, udtaler Jacob Jonia i en pressemeddelelse fra hans forlag, People’s Press.
Jacob Jonia har i årtier også fungeret som oversætter og blandt andet oversat værker af Siegfried Lenz, Hans Fallada og Clemens J. Setz. I marts 2023 modtog han en ærespris fra Dansk Oversætterforbund for sit lange og flotte virke.
Fakta: “Den Yderste Grænse” udkom i marts 2023 og er første bind i Jacob Jonias spændende, historiske serie om de autentiske personer i Politiets første omrejsende efterforskningsenhed, der blevet etableret i 1927. Andet bind, “Dansen om guldkalven”, udkom i år, og i 2025 følger tredje bind, “Troldmanden”.