Unge mellem 15 og 24 år kan få 1.000 kroner om året til sport, kultur og fritidsaktiviteter. Nu inviteres der til kulturpasmesse på FGU Vest.
Unge mellem 15 og 24 år kan få 1.000 kroner om året til sport, kultur og fritidsaktiviteter. Nu inviteres der til kulturpasmesse på FGU Vest.
Unge i Esbjerg Kommune mellem 15 og 24 år, der går på FGU eller står uden for uddannelse og job, kan nu få adgang til gratis kultur- og fritidsoplevelser gennem et nyt kulturpas.
Onsdag den 18. marts kan alle interesserede høre mere om ordningen, når der holdes kulturpasmesse på FGU Vest i Esbjerg.
Esbjerg Kommune deltager i et landsdækkende forsøg med kulturpas, der skal gøre det lettere for unge i målgruppen at finde vej til aktiviteter og fællesskaber.
I forsøgsperioden, som løber frem til udgangen af 2026, kan de unge få et digitalt betalingskort med 1.000 kroner om året, som kan bruges på blandt andet sport, kreative workshops, koncerter, medlemskaber i foreninger og andre kultur- og fritidstilbud.
– Vi vil gerne bane vejen for, at unge, der står uden for uddannelse og job, kan finde vej til meningsfulde aktiviteter og sociale fællesskaber. Med et kulturpas kan de få adgang til oplevelser, som ellers kan være uden for rækkevidde, og som kan styrke både trivsel, motivation og troen på egne evner, siger Susanne Dyreborg, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune.
Kulturpasset kan i Esbjerg bruges på en lang række aktiviteter – fra sport og bevægelse til film, musik og friluftsliv.
Messe på FGU Vest
For at præsentere ordningen inviterer Esbjerg Kommune og samarbejdspartnere til kulturpasmesse på FGU Vest, Spangsbjerg Møllevej 68.
Her kan man møde repræsentanter fra FGU og forskellige kultur- og fritidsaktører, der fortæller om mulighederne og hjælper de unge med at komme i gang med ordningen.
Messen er åben i to tidsrum: kl. 9.00–11.00 og kl. 11.30–13.30. Der vil også være aktiviteter, konkurrencer – og gratis pizza og sodavand.
Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig.
Gratis bus fra Ribe
Unge fra Ribe kan desuden tage med en gratis bus til messen. Den kører kl. 10.45 fra FGU Vest på Lustrupvej 4 i Ribe og kører retur fra Esbjerg kl. 13.30. Antallet af pladser er begrænset.
Foreninger kan være med
Foreninger, kulturinstitutioner og andre aktører, der ønsker at tilbyde aktiviteter gennem kulturpasordningen, kan læse mere og ansøge om at blive kulturpasaktør på www.kulturpasinfo.dk.






























