De kommende uger kan borgere opleve en særlig prøvebelysning ved Ribe Domkirke, hvor målet er at finde det rette lys – uden at ødelægge mørket.
De kommende uger kan borgere opleve en særlig prøvebelysning ved Ribe Domkirke, hvor målet er at finde det rette lys – uden at ødelægge mørket.
Fra den 27. marts til 16. april kan både borgere og besøgende i Ribe opleve en midlertidig prøvebelysning ved Ribe Domkirke.
Her testes forskellige lysopsætninger, der skal være med til at finde den helt rigtige balance mellem at fremhæve den historiske bygning – og samtidig bevare byens karakteristiske mørke.
Projektet er en del af arbejdet med en ny, nænsom og kunstnerisk belysning af domkirken, som forventes færdig i første halvdel af 2027.
Tester lyset i virkeligheden
Bag prøvebelysningen står lysdesigner Iben Winther Orton fra designkollektivet Lightscapes, som blev valgt til opgaven i 2025.
Testen foregår tre steder omkring domkirken: ved hovedindgangen, ved Arresten og ved Borgertårnet.
Det er ikke en færdig løsning, men midlertidige installationer, der løbende kan justeres.
– Det er helt afgørende, at vi tester lyset i de faktiske omgivelser. Ribe Domkirke og byen omkring er noget helt særligt, og derfor arbejder vi med meget lave lysniveauer og stor præcision, siger Iben Winther Orton.
Målet er at skabe en rolig glød omkring kirken – uden at den fremstår oplyst eller dominerende i bybilledet.
Respekt for mørket
Ribes middelalderlige bykerne er bevidst underbelyst for at bevare det historiske miljø – og det princip skal fastholdes.
Derfor udvikles projektet i tæt samarbejde med blandt andre Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen.
Prøveperioden skal samtidig give mulighed for at indsamle erfaringer og justere løsningen undervejs, hvis lyset opleves som for kraftigt eller forstyrrende.
Borgere inviteres med
Efter testperioden samles erfaringerne, og den 7. maj inviteres alle interesserede til et orienteringsmøde, hvor resultaterne bliver præsenteret.
Her vil der også være mulighed for at give input til det videre arbejde.
Projektet er en del af områdefornyelsen i Ribe og sker i samarbejde mellem en række lokale aktører – herunder menighedsråd, foreninger og Esbjerg Kommune.































