MOBILVERSION

13. maj 2026

Officielt: The Tall Ships Races vender tilbage til Esbjerg i 2029

The Tall Ships Races vender tilbage til Esbjerg i 2029. Havnen bliver igen fyldt med historiske sejlskibe, internationale gæster og fest.

The Tall Ships Races vender tilbage til Esbjerg i 2029. Havnen bliver igen fyldt med historiske sejlskibe, internationale gæster og fest.

The Tall Ships Races 2029 vender tilbage til Esbjerg i sommeren 2029.

Det står klart, efter at ruten for den internationale kapsejlads netop er blevet offentliggjort. Fra den 25. til 28. juli 2029 bliver havnen endnu engang fyldt med historiske sejlskibe, internationale besætninger og hundredtusindvis af besøgende.

Det bliver syvende gang, Esbjerg er vært for The Tall Ships Races – og dermed cementerer byen sin position som en af Europas mest erfarne og markante værtsbyer for den maritime folkefest.

Bag værtskabet står endnu en gang Esbjerg Kommune og Esbjerg Havn i samarbejde med Sail Training International.

Åbningstale onsdag i blæsevejr ved borgmester Jesper Frost Rasmussen (V). Tall Ships Race 2025. Foto: Lars Thomsen, Jysk Pressefoto.
Borgmester Jesper Frost Rasmussens åbningstale ved The Tall Ships Race 2025 blev på bedste Esbjerg-manér afholdt under et massivt blæsevejr. Arkivfoto: Lars Thomsen, Jysk Pressefoto.

En del af fortællingen om Esbjerg

Ruten i 2029 bringer flåden fra Arendal til Delfzijl og videre til Dunkerque, inden skibene ankommer til Esbjerg. Herefter fortsætter sejladsen til Oslo, som bliver sluthavn.

Ifølge borgmester Jesper Frost Rasmussen er The Tall Ships Races blevet en vigtig del af byens identitet.

– The Tall Ships Races er blevet en del af fortællingen om Esbjerg. Når skibene kommer til byen, skaber det møder mellem mennesker fra hele verden, og samtidig får vi mulighed for at vise, hvordan Esbjerg har udviklet sig til en moderne EnergiMetropol, der markerer sig stærkt som oplevelses- og kulturby, siger han i en pressemeddelelse.

Mandag ankom de første skibe til Tall Ships 2025. Foto: Johnny Tauman.
Foto fra da de første skibe ankom til The Tall Ships Races i august 2025. Arkivfoto: Johnny Tauman.

Mere end bare flotte skibe

Esbjerg har siden første værtskab i 1993 opbygget et stærkt internationalt ry i Tall Ships-sammenhæng og er i dag udpeget som ankerhavn af Sail Training International – en særlig status, der gives til værtsbyer med stor erfaring og lokal opbakning.

For Esbjerg Havn handler værtskabet også om at åbne havnen for offentligheden og vise den moderne energihavn frem.

– Esbjerg Havn har afgørende betydning for fremtidens energiforsyning og arbejdspladser til søs. Derfor er det også noget særligt at invitere The Tall Ships Races ind i en havn, der til dagligt arbejder med at udbygge den vigtige energiinfrastruktur, siger salgsdirektør Jesper Bank.

Han peger samtidig på, at det kræver stor lokal opbakning fra virksomhederne omkring havnen at skabe plads til den store event.

Poul Krebs på havnen ved Tall Ships Races i august. Arkivfoto: Fjodor Pedersen.
Poul Krebs på havnen ved Tall Ships Races i august. Arkivfoto: Fjodor Pedersen.

Fokus på unge og maritime uddannelser

Bag de store skibe og de mange koncerter ligger også et ønske om at inspirere unge til livet til søs.

Under tidligere værtskaber har Esbjerg blandt andet sat fokus på sikkerhed til søs og karrieremuligheder i de blå erhverv. Til sommer sender kommunen fire trainees med ud at sejle fra Stavanger til Aalborg.

– Når unge mennesker træder ombord på skibene eller møder maritime virksomheder på kajen, åbner der sig en verden, mange ikke kender i forvejen. The Tall Ships Races kan være med til at vække interessen for maritime uddannelser og arbejdslivet til søs, siger Jesper Frost Rasmussen.

Når The Tall Ships Races vender tilbage i 2029, bliver det dermed endnu en gang med både maritime traditioner, international stemning og fokus på Esbjergs rolle som moderne energimetropol.

Trainess fra forrige gang, The Tall Ships Races var i byen. Pressefoto.
Ruten for The Tall Ships Races i 2029, der begynder og ender i Norge. Illustration: Esbjerg Kommune.
Del artiklen