Han har både stået i spidsen for forskningen på Sydvestjysk Sygehus og leveret rytmen i utallige jazzorkestre.
Her fortæller 79-årige Jørgen Riis Jepsen om livet med musik, medicin og malertape på fingrene.
Kan man virkelig spille kontrabas i seks årtier uden at læse noder – og stadig få det til at lyde godt?
Det kan man, hvis man hedder Jørgen Riis Jepsen. Den 79-årige esbjergenser har spillet kontrabas siden ungdommen og har udviklet sin helt egen spillestil: slagbas – en teknik, hvor fingrene både trækker og slår strengene, så der opstår et karakteristisk smæld i lyden.
I stuen står den gamle kontrabas, mærket af årtiers musikliv og dekoreret med klistermærker fra Farm House Jazz Club.
– Som du kan se, så er den virkelig slidt, men den har fået en grundig restaurering, så den forhåbentlig holder mange år endnu, fortæller Jørgen med et smil.
En bas i arv – og en tilfældighed
Som mange musikere begyndte Jørgens rejse ved et tilfælde.
– Min onkel var musiker og spurgte min far, om han kendte nogen, der kunne spille bas i et danseorkester. Og da min far havde en kontrabas stående, blev jeg udpeget – uden at ane, hvordan man spillede!
Et par lektioner blev det til, men resten lærte han selv – ved gehør og ved at lytte til jazz på LP’er. Det blev starten på et livslangt venskab med kontrabassen.
Malertape og maratonsæt
I 60’erne, 70’erne og 80’erne spillede Jørgen i det legendariske West 58th Street Stompers.
– At spille slagbas er hårdt for fingrene, så jeg bruger malertape yderst på dem. I gamle dage kunne en koncert vare fem-seks timer – i dag nøjes vi med to, siger han grinende.
Kontrabassen har fire strenge – i dag af nylon. De gamle strenge af fåretarme fra instrumentets oprindelse i 1500-tallet kunne nemlig ikke holde til Jørgens energiske teknik.
En robust bund i jazzens verden
I de senere år har Jørgen hovedsageligt spillet New Orleans-jazz – både i seks- og syvmandsorkestre og i mindre trioer og kvartetter.
– Som en af de få slagbassister i Danmark forsøger jeg altid at skabe en robust bund i rytmen. Det er dér, musikken står og falder, siger han.
Han mindes mange gode oplevelser – fra koncerter ved Rivieraen til spillesteder på Færøerne, i Sverige, Tyskland og Polen.
Fra jazz til arbejdsmedicin
Men Jørgen Riis Jepsen er ikke kun jazzmusiker. Mange vil huske ham som overlæge ved Arbejdsmedicinsk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus og som flittig stemme på Radio Syd i debatter om arbejdsmiljø.
I 2018 forsvarede han sin doktordisputats om lidelser i overekstremiteterne, og hans forskning har bidraget væsentligt til forståelsen af arbejdsrelaterede belastningsskader.
Han har modtaget Columnaprisen for sit arbejde og været tilknyttet både Esbjerg og Grindsted Sygehus samt Syddansk Universitet.
Løbeklubben og livsglæden
Selv om dagene med maratonløb er forbi, holder Jørgen sig stadig aktiv.
– Vi mødes stadig i vores løbeklub ved den gamle Stadionhal, hvor vi går en frisk tur i al slags vejr – og får en hyggelig bajer bagefter, fortæller han.
Han har løbet utallige ture mellem hjemmet i Hjerting og Centralsygehuset, men griner, da samtalen falder på vinterbadning i Ho Bugt:
– Nej tak, det har aldrig tiltrukket mig!
En stue fuld af instrumenter
Hjemmet i Hjerting er et sandt musikmuseum: Et flygel, en tuba – og en imponerende sousafon, der vidner om mange års passion for jazz.
– Jeg brugte den i orkestre, hvor man skulle kunne gå rundt og spille. Den er for tung til skuldrene i dag, men den minder mig om mange gode koncerter, siger Jørgen.
Musikalske rødder og fremtidens jazz
Jørgen begyndte som mange andre børn med blokfløjte, men i gymnasiet fandt han sin sande kærlighed – kontrabassen – i Søren Doc Houlinds Jazzband i Aarhus.
– Søren kan jo leve af det – det har jeg aldrig kunnet. Men jeg nyder hver eneste gang, vi spiller, og håber stadig, at der kommer lidt flere jobs til os gamle jazzfolk, smiler han.
Kom dybere ind i Jørgen Riis Jepsens jazz-univers i artikel nummer to, som følger en af de nærmeste dage.
