Efter halvandet år med utilfredshed blandt borgere, butikker og besøgende vil et flertal i byrådet droppe app'en og gå tilbage til p-skiven - dog ikke i p-huse.
Efter halvandet år med utilfredshed blandt borgere, butikker og besøgende vil et flertal i byrådet droppe app'en og gå tilbage til p-skiven - dog ikke i p-huse.
Efter halvandet år med utilfredshed blandt borgere, butikker og besøgende vil et flertal i byrådet droppe app’en og gå tilbage til p-skiven – dog ikke i p-huse.
Frem og tilbage er lige langt, siger man. Kommer man i bil til centrum, har det – for mange – gennem det seneste halvandet år ført til en del frustrationer på baggrund af nye regler om registrering via app frem for den gode gammeldags, analoge p-skive.
Selvom mange af landets øvrige storbyer også er gået over til parkeringsregistrering via app, og Esbjerg Kommune – indtil nu – har stået ret stejlt på, at kongens nye klæder ikke skulle rives af igen, så ser det altså ud til, at reglerne nu bliver rullet tilbage.
Venstre og Konservative, som tilsammen kan mønstre et flertal i byrådet, er gået i bakgear, og kommer nu med en indstilling om at genindføre to timers gratis parkering med p-skive på alle kommunale pladser (dem med blå p-skilte) under åben himmel.
Det oplyser borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) på sin Facebook-side.
I praksis kommer det til at betyde, at de digitale registreringskrav, som mange har oplevet som besværlige og uigennemskuelige, forsvinder på gadeplan. I parkeringshusene fastholdes dog kravet om registrering via app eller automat, selvom de første timer er gratis.

De to partiers indstilling kommer efter møder med blandt andre Esbjerg City og andre interessenter, som alle har efterlyst enklere og mere ensartede regler.
I centrum findes dog en del privatejede p-pladser (dem med sorte p-skilte). For nyligt har man holdt møde med ejerne af disse i håb om at få ensartet og strømlinet reglerne så meget som muligt.
– Vi håber, at alle private aktører også vil indføre to timers gratis parkering, så det kan blive så enkelt som muligt for bilisterne, skriver borgmesteren på Facebook.
Han understreger samtidig, at processen har været i gang siden foråret, og at målet er ro og klarhed – ikke valgflæsk:
– Vi lytter også til borgerne, selvom det er tæt på et valg.
Ifølge JydskeVestkysten vil Venstre og Konservative samtidig fjerne særfordelene for elbiler og arbejde på at etablere flere korttidspladser i midtbyen. Reglerne for korttidsparkering i fx Torvegade ændres der ikke ved.
For nyligt viste en undersøgelse, at betalingsparkering er yderst upopulært – særligt i Vestjylland.






















