MOBILVERSION

17. september 2025

På eventyr i Kultur- & Fritidshuset: Frivillighed og kreativitet

Erfarne frivillige giver liv til Fantasy Quest i Esbjerg. Med hænder, kreativitet og fantasi forvandler de Kultur & Fritidshuset til et magisk univers.

Erfarne frivillige giver liv til Fantasy Quest i Esbjerg. Med hænder, kreativitet og fantasi forvandler de Kultur & Fritidshuset til et magisk univers.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Erfarne frivillige giver liv til Fantasy Quest i Esbjerg. Med hænder, kreativitet og fantasi forvandler de Kultur- & Fritidshuset til et magisk univers.

Har du nogensinde læst en fortælling så dragende, at du følte, at du trådte ind mellem linjerne? Altså som at træde gennem garderobeskabet til Narnia og pludselig befinde dig midt i et fantasyunivers?

Netop den følelse er det, Kultur- & Fritidshuset vil vække til live, når Fantasy Quest i år fører brave og modige deltagere gennem husets mørke sale. Her kan man følge snørklede gange, der måske leder dybt ned i den mørke kælder, hvor skyggerne gemmer på mystiske hemmeligheder.

Normalt summer Kultur- & Fritidshuset af strikkeklubber, broderi, dart, fotoklubber og mange andre aktiviteter. Men i de seneste uger er det blevet forvandlet til et værksted, hvor kreativitet og fællesskab mødes i fantasygenrens tegn.

Fra Ringenes Herre til Harry Potter

Bag de magiske kulisser står en flok passionerede frivillige – blandt dem Wenni Gess Hansen og Lis Nielsen.

Wenni smiler, da hun bliver spurgt, hvordan det er at være med:

– Det er superspændende, jeg elsker det. Jeg har læst fantasy siden jeg var 12, hvor jeg kun kunne læse det på engelsk, fordi der ikke var andet dengang. Først Ringenes herre. Og senere, sammen med de yngre generationer, Harry Potter.

For hende er det at være medskaber en stor værdi. Ikke bare det at bygge kulisser, men også det at se idéerne tage form og blive en del af det univers, Fantasy Questen befinder sig i.

Stærkt sammenhold

Både Lis og Wenni er enige om, at arbejdet giver et stærkt sammenhold i huset.

– Vi kommer sammen på kryds og tværs af interesser, og i år er vi omkring 14-16 stykker, der har været med, uddyber Lis.

Her bruger de frivillige deres kompetencer fra tidligere i livet – hvad enten det er kreativitet, håndværk eller kærligheden til litteraturen – til at bygge en ramme, hvor festivalens gæster kan mærke magien helt tæt på.

Ledelsen i huset, Leder​ Poul Juhl Rasmussen og stedfortræder Henriette Nygård Kristensen, spiller også en vigtig rolle.

– De elsker det (ledelsen, red.), og det kan man mærke, siger Wenni.

– De lever sig ind i det sammen med os, og man kan mærke, at de bliver inspirerede. Samtidig er de også gode til at se os, huske os på at holde pauser, få noget at spise eller bare sidde lidt ned. Det betyder meget.

Sammen om magien

Kort sagt summer det af magi i Kultur- & Fritidshuset. En magi, der tager til i styrke, som ugen skrider frem, før det kulminerer fredag, lørdag og søndag.

Her spiller huset og de mange frivillige en central rolle i årets udgave af Fantasy Quest Esbjerg – det unikke oplevelsesløb, der tager udgangspunkt i en fantasyfortælling skabt specielt til Esbjerg.

En fortælling, der kun kan få liv i samarbejde med deltagerne og alle aktørerne – ikke mindst de skønne frivillige i Kultur- & Fritidshuset.

Fakta: Fantasy Quest Esbjerg

  • En del af Fantasyfestival
  • Projektleder: Mike Mikkelsen, Sport & Event Park Esbjerg
  • Historie og skuespillere: Dystopia Entertainment
  • Gåder: ZomBunny Studio
  • Støttet af mange frivillige kræfter
  • Tidspunkter: Fredag aften, lørdag dag og aften samt søndag dag
  • Datoer: 19.-21. september
  • Læs mere og book billetter: fantasyfestival.dk/fantasy-quest-esbjerg
Del artiklen