Mathias Malling Mortensen er ikke bange for at sælge ud. For han har aldrig fået noget foræret. Han har med sin dynamik og uskolede tilgang taget sin helt egen vej ind i kunstens hellige haller – og så er han kun 42 år gammel og har et helt specielt bånd til den farfar, han aldrig selv har mødt.
Familiens historie har vist, at det har kunnet lade sig gøre at leve af sin metier. Og leve for den. Den på Esbjerg Kunstmuseum udstillingsaktuelle Mathias Malling Mortensen er søn af litteraturhistorikeren Finn Hauberg Mortensen (1946-2013), i familie med en af pionererne inden for det modernistiske gennembrud, Harald Giersing (1881-1927), og i lige linje beslægtet med kunstneren Richard Mortensen (1910-1993), hvis kone – Mathias’ farmor, Sonja Hauberg (1918-1947), var forfatter.
Men selvom hans farfar altså er den navnkundige og anerkendte Richard Strange Mortensen, er Mathias Malling Mortensen ikke blevet begunstiget af nogen genvej ind i kunstverdenen. Han er langt hen ad vejen gået sin egen vej, og er nu ad omveje endt side om side med sin prisbelønnede farfar på Esbjerg Kunstmuseum.
Mathias Malling Mortensen (f. 1980) har i de seneste år langsomt men sikkert gjort sig bemærket blandt både danske og internationale kunstinteresserede og haft udstillinger på anerkendte private gallerier i Danmark samt på den internationale kunstscene, blandt andet i Tokyo. Mathias Malling Mortensens arbejde spænder over forskellige medier, og han udforsker ofte temaer relateret til perception og rum. Han er særligt kendt for sine store papirklip.
– Jeg har søgt ind på kunstakademiet seks-syv gange uden at blive optaget. Det er ikke et sted, hvor man bliver optaget bare på baggrund af sit efternavn. Så på den måde har jeg ikke haft fordel af, at han var min farfar. Men jeg tror, jeg har haft troen på at kunne komme til at leve af at udtrykke sig med mig, siger Mathias Malling Mortensen.
Så i stedet valgte han at gå andre veje med sine værker. Alternative veje. Valgte at opsøge mindre, men ambitiøse gallerier i København, hvor han har boet i hele sit voksenliv.
I dag har han en gallerist i både Aarhus og København og har for nyligt medvirket på en udstilling med navnet “The Dark Side” sammen med tre andre “papirklippere”, Stinne Bo, Peter Callesen og Amanda Betz, på Kastrupgårdsamlingen og sidenhen Vendsyssel Kunstmuseum.
Men “Alt det som ikke er”, der ferniseres fredag den 27. september på Esbjerg Kunstmuseum bliver hans første soloudstilling på et kunstmuseum. Solo er måske, måske ikke, en fortalelse, for i virkeligheden er det en dobbeltudstilling med farfarens værker, som Esbjerg-museet besidder landets største samling af. En dialog, kalder de det. En dialog mellem to generationers kunst.
Inde i et af udstillingens rum sidder den gamle og kigger skeptisk ned på sønnesønnens værker i form af et selvportræt fra 1939. Ophængt uortodokst i to meters højde og udført med blyantsstreg på smudset papir, bryder det virkningsfuldt stilen. Nu skal det ikke lyde som en partybreaker, men man fornemmer alvoren og mærker historiens vingesus efter en forholdsvis blød indførsel i udstillingens første par rum. Og i øvrigt på flere måder et overraskende element, da Richard Mortensen først og fremmest er kendt for sin farverigdom. Selvportrættet har været med unge Mortensen i atelieret hele vejen igennem forberedelserne til udstillingen.
LÆS OGSÅ: Ny kunstudstilling: Alt det som ikke er
Udstillingen med de to gange Mortensens værker har været næsten et år undervejs og skriver sig direkte ind i Esbjerg Kunstmuseums veletablerede tradition for at udforske selve udstillingen som medium.
Det gør den dels ved at lade samtidskunstnere – i dette tilfælde Mathias Malling Mortensen – gå i clinch med samlingen, dels ved at udforske forbindelserne mellem flere kunstarter og udtryksformer – fx musik og lys, som man vil opleve i papirklipinstallation “Fyld jeres hænder med følsomhed”, der akkompagneres af en musikalsk lydside produceret specielt til lejligheden af Simon Dokkedal fra Den Sorte Skole.
Der er få dage fernisering. Det er tirsdag eftermiddag. Der hænger løse wirer, der skal klippes, stiger, der skal flyttes, og værker, der fortsat venter på at få sin præcise plads.
Museumsinspektør Christiane Finsen, der er kurator på udstillingen, skal være færdig med de små info-skilte, der på flere sprog skal guide beskueren på vej.
Siden mandag i sidste uge har kunstneren og folkene på museet været i gang med ophængningen og installationen af udstillingen, som får lov til at fylde hele museet – både kælder og førstesalen. Og det er første gang i flere år.
Men i store træk er både Esbjerg Kunstmuseum og kunstneren klar til ferniseringen fredag klokken 17, når et par hundrede mennesker forventeligt dukker op i stift puds og med udsigt til et glas mousserende vin og endnu en stor oplevelse på museet, der netop har afsluttet den anmelderroste “Opbrud” med Hamborg-kunst mellem de to verdenskrige.
Også Mallings værker bliver hængende i cirka et halvt år. Men når nyhedsværdien på et tidspunkt er drevet over, håber han at kunne fastholde publikumsinteressen for udstillingen – og give folk en anledning til at genbesøge den.
– Jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage nogle gange, imens udstillingen kører, og måske holde en talk eller en guidet omvisning, hvor jeg fortæller lidt om værkerne. Men i første omgang skal publikum selv have lov til at danne deres eget indtryk og mening, siger Mathias Malling Mortensen, der afslører, at der på et tidspunkt også udgives et katalog over udstillingen.
– Det ville jo også være en oplagt mulighed for at lave lidt larm, som han siger.
Da han var i start-tyverne og fløjet fra reden i det fynske barndomshjem, delte han lejlighed med nogle kammerater på det ydre Østerbro, hvor de levede på bedste bohemevis.
De delte også en fælles passion. De havde et gen for at udtrykke sig kunstnerisk og lavede blandt andet visuals til natklubber og teknofester – eller malede graffiti og gadekunst.
På et tidspunkt søgte han ind – og blev optaget – på det, der tidligere hed Den Grafiske Højskole, men som nu er en del af Danmarks Medie- & Journalisthøjskoles campus i København.
Udover at dygtiggøre sig i ud i det grafiske – han har blandt andet lavet pladecovers for bands som I Got You On Tape og platter med egne kunstmotiver, der er solgt i detailhandlen – lærte han om formidling og kommunikation. Og fandt ud af, at der er mange måder og medier at komme ud til publikum på og igennem.
– Jeg har ikke nogen regler for at skulle gøre noget på en bestemt måde, og for, hvad der er rigtigt eller forkert at gøre. Jeg har ikke fået noget arbejdslegat fra Statens Kunstfond og får det nok heller aldrig, så hvis jeg skal kunne leve af min kunst og grafik, kan jeg ikke tillade mig at være ensporet. Men jeg ser det som en fordel også at kunne ramme folk med min motivverden, der aldrig sætter sine ben på et kunstmuseum. Det er sjovt at tænke på, at nogle mennesker har en stenplatte med mit unikke motiv på liggende hjemme i køkkenet, siger han.
På den facon har Mathias Malling Mortensen ikke noget imod at være folkelig. At bringe kunsten ud i rum, hvor man ikke forventede den. For det er der også en vis udfordring i.
Det er den gren af folkeligheden, der hedder mangfoldighed, han gerne vil dyrke aktivt. Det med at male graffiti og vægmalerier på værtshuse til håndbajere, har han prøvet. Og det har han lært af og taget med sig på sin kunstneriske rejse, fx når han skal disponere et lærred. Det sidder ubevidst i ham fra dengang, han malede husmure med spraydåser.
Om lidt venter et andet projekt med at udsmykke Køge Arresthus – og der er snakke i gang om et projekt med en større detailforretning.
– Jeg spekulerer tit på, hvad man kan gøre. Hvor kan man sætte scenen og hvor langt man kan gå. Vil ens kunst bare fungere som muzak, hvis det hænger i en butik, eller får man rent faktisk mennesker til at fordybe sig i det, selvom deres primære formål var at gå på shopping? Sådan noget, synes jeg er spændende. Og ubevidst kommer det sig nok både af min baggrund og af min skoling, gætter Malling Mortensen, der også godt kunne se sig selv lave scenografi til teaterforestillinger eller koncerter – i forlængelse af de visuals, han i sin tid lavede på klubberne, og som ved hans kunstudstilling på museet også er med i form af en lys- og lydinstallation.
Til det aktuelle projekt har Malling Mortensen blandt andet skabt store papirklip-installationer. Hængende frit fra loftet, griber de ind i rummet på en meget direkte måde, der er med til at forme vores bevægelse. Og på den måde folder han så at sige de rumlige undersøgelser i Richard Mortensens værker ud i selve udstillingssalen samtidig med, at vi ser den gamle kunstners værk gennem den unge kunstners praksis.
LÆS OGSÅ: Mortensen og Mortensen og …
Samspillet mellem de to kunstnere – Mortensen og Mortensen – intensiveres yderligere med Mathias’ nye collageværker. Under arbejdet med udstillingen har han nemlig fået kontakt med sin farfars steddatter og tidligere assistent, der har foræret ham restpartiet af det papir, Mortensen før sin død farvesatte og fremstillede.
Nogle af de originale papirklip, han lavede, blev omsat til nye serigrafiske værker, der mimer papirklippets iboende kombination af lethed og dybde, mens andre fik lov at eksistere som egentlige collage-værker. Ved at benytte sin farfars farvesatte ark, har Mathias ikke alene frembragt værker i egen ret – i en vis forstand har han også skabt de nye arbejder i en form for imaginært samarbejde med ham.
Han arbejder også med andre ting end papirklip. Traditionelt akryl- og oliemaleri for eksempel. I udstillingsrummet i kunstmuseets nederste etage bliver der mulighed for at se nogle kæmpe værker, som igen har perception, tredimensionalitet og dybde, der gør dem interessante at gå på opdagelse i lang tid ad gangen.
Her kan man også afkode den mere grafiske tilgang til maleriet, da 3D-effekten kunne minde om noget fra et computerspil eller en animeret baggrundsskærm. Men det er naturligvis meget individuelt og subjektivt, hvad man får ud af det. Hvilket Mathias Malling Mortensen i øvrigt finder super interessant.
– Jeg synes altid, det er enormt spændende at høre, hvad andre får ud af at kigge på min kunst. Hvilke referencer og tanker, det skaber. Selvom det ikke er bevidst, så prøver jeg at ramme noget universelt, hvor alle – uanset alder og forudsætninger – kan få noget ud af det, siger han, og drager på ny en reference til folkeligheden:
– Det at kunne skabe et værk, der kan ramme noget både hos børn og voksne, akademiske kunstmennesker og teenagere i Udkantsdanmark, der pr. automatik har aversioner over for kunst; det stræber jeg efter. Måske ikke bevidst, men jeg forsøger at lægge flere lag ind i tingene. Og uden at skulle sammenligne mig selv med hverken HC Andersen eller Kim Larsen, så var det jo også det, de mestrede. At fortælle en umiddelbar lettilgængelig historie, der mellem linjerne indeholder dybere lag, der også vækker følelser og lægger op til fortolkning alt efter, hvad den enkelte har med i bagagen, siger Mathias Malling Mortensen.
Noget af det som Mathias selv har med i bagagen, er barndomshjemmet på Fyn, som var fyldt med bedstefar Richards kunst. Særligt et værk fra 1947, som forestiller et hoved, hvor der foregår en hel masse indeni, har fulgt Mathias Malling Madsen hele livet igennem og er også taget med på udstillingen. Men bedstefaren selv var elefanten i rummet.
– Jeg har aldrig mødt ham. I min barndom talte min far og bedstefar ikke sammen, og jeg har aldrig fundet ud af, hvad det handlede om. Men der er altid blevet snakket om ham. Og om kunsten. Så gennem den kender jeg ham, og den har haft stor indvirkning på min opvækst og mit liv i det hele taget, fortæller Mathias Malling Mortensen, og kunne lidt poppet sagtens have afsluttet sætningen med:
– Og nu står vi her.
På det seneste er opmærksomheden omkring Mathias Malling Mortensen steget. Udover nærværende medie har han givet interviews til både Berlingske, Avisen Danmark og modebladet Elle. Uden at skulle give staldtips, kan det jo være, at prisen ude i gallerierne i København og Aarhus går op, hvis også anmeldelserne af “Alt det som ikke er” peger i retning af, at Mathias Malling Mortensen er en, man skal holde øje med i de kommende år.
Fakta: Udstillingen kan ses frem til den 23. februar 2025. Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt File Under Pop.
Læs mere om selve udstillingen her.
