MOBILVERSION
Rejsen begynder i Esbjerg: Fantasyfestival 2026 træder ind i heltenes verden
Fantasyfestival 2026 sætter fokus på heltens rejse. Internationale forfattere fra USA, Sverige og Australien er allerede klar til Esbjerg.
Fantasyfestival 2026 sætter fokus på heltens rejse. Internationale forfattere fra USA, Sverige og Australien er allerede klar til Esbjerg.
Fantasyfestival 2026 sætter fokus på heltens rejse. Internationale forfattere fra USA, Sverige og Australien er allerede klar til Esbjerg.
Efter en festival med skurkene i centrum vender Fantasyfestival i 2026 blikket mod dem, der står på den anden side af kampen. Temaet bliver heltens rejse – og publikum kan se frem til møder med internationale forfattere, levende fortællinger og oplevelser, der bringer fantasyuniverserne helt tæt på.
Fantasyfestival har i årevis været et tilløbsstykke for både børn, unge og voksne med hang til eventyr, magi og store fortællinger. I 2026 undersøger festivalen, hvad der former en helt – fra det første kald til eventyret til det afgørende opgør.
– Heltens rejse er en fortælling, som både forfattere og læsere vender tilbage til igen og igen. Den rummer mod, tvivl, fejltrin og gennembrud – alt det, der gør historier levende. I 2026 ønsker vi at give festivalgæsterne en oplevelse af, hvordan helte skabes, både på siderne og i mødet med forfatterne, siger Jacob Holm Krogsøe, kreativ leder for program og indhold på Fantasyfestivalen.
Internationale forfattere til Esbjerg
Allerede nu er tre internationale forfattere bekræftet til Fantasyfestival 2026. De kommer fra Sverige, USA og Australien og repræsenterer vidt forskellige genrer – men med heltens rejse som fælles omdrejningspunkt.
Fra Sverige kommer den prisvindende forfatter Maria Hernius, der har danske rødder. Hun vender i 2026 tilbage til sin oldemors hjemland for at fortælle om sit dystopiske univers Mørkt Paradis, hvor unge mennesker kæmper for håb i en verden præget af frygt og sammenbrud.
Fra USA gæster Sherrilyn McQueen Esbjerg. Med mere end 70 millioner solgte bøger er hun en af fantasygenrens mest markante stemmer. Hendes fortællinger kredser om guder, skæbner og mennesker, der må finde styrke, netop når alt synes at falde fra hinanden.
Fra Australien kommer Jessica Townsend, der slog internationalt igennem med Nevermoor-serien – en fortælling om at finde sin plads i verden og opdage, at mod ofte begynder med troen på sig selv.
På tværs af deres forskelligheder har forfatternes historier det til fælles, at hovedpersonerne må krydse en tærskel og begive sig ud i det ukendte. Netop dette er kernen i Fantasyfestival 2026.
Oplev heltens rejse – også som deltager
Billetsalget til Fantasyfestival 2026 er allerede åbent. Publikum kan både købe adgang til selve festivalen og til Fantasy Quest Esbjerg, hvor deltagerne selv bliver en del af fortællingen og oplever heltens rejse i levende form.
Fantasyfestival finder sted i Esbjerg den 18.–20. september 2026.
Læs mere på fantasyfestival.dk



















