MOBILVERSION

8. juni 2026

Ribe Børnefestival klar med det fulde program: To dage fyldt med leg, musik og oplevelser

To dage, seks aktivitetsøer og et væld af oplevelser. Nu er det fulde program for Ribe Børnefestival offentliggjort.

To dage, seks aktivitetsøer og et væld af oplevelser. Nu er det fulde program for Ribe Børnefestival offentliggjort.

Nu er det fulde program for årets Ribe Børnefestival offentliggjort, og den 27. og 28. juni forvandles Danmarks ældste by til én stor legeplads for børn og familier.

Festivalen breder sig over flere områder i Ribe, der under festivalen er opdelt i forskellige “øer” med hver deres aktiviteter. Her kan børn blandt andet gå på skattejagt, prøve hoppeborge, bage pandekager over bål, få ansigtsmaling, opleve koncerter, høre eventyr, møde dyr og deltage i kreative workshops.

– Vi drømmer om at skabe en sommerlig festivalstemning i Ribe, som ingen rigtig har lyst til at tage hjem fra, lyder det fra arrangørerne i forbindelse med offentliggørelsen af programmet.

Seks aktivitetsøer rundt i byen

Festivalens aktiviteter er fordelt på seks forskellige områder:

Kirke Øen ved Ribe Domkirke byder blandt andet på koncerter, orgelfremvisning, udstillinger og meet’n’greet med Alex & Nellie.

Pakhus Øen ved Ribe Pakhus rummer guidede ture, brandbiler, sanseoplevelser, musikalske indslag og børneaktiviteter for flere aldersgrupper.

Danhostel Øen byder på hoppeborge, leg, ansigtsmaling, børnetatoveringer og legestationer.

Seminarie Øen samler aktiviteter som kæphestebane, højtlæsning, tennis, fri leg og trylleshows.

Riplay Øen ved Ribe Fritidscenter tilbyder blandt andet halmlabyrint, skattejagt, krea-café, tumbling og skyd på mål.

Gågade Øen byder på pandekager over bål, sanseoplevelser, ærteposeskast og eventyrfortælling.

Oplevelser for hele familien

Festivalen lægger vægt på fælles oplevelser på tværs af generationer og inviterer både børn, forældre og bedsteforældre til at bruge en sommerweekend sammen.

Der er gratis aktiviteter spredt ud over hele byen, og børnene kan samle dyre-klistermærker ved at besøge de forskellige aktivitetsøer.

Ribe Børnefestival finder sted lørdag den 27. og søndag den 28. juni.

Del artiklen