Foråret har meldt sin ankomst, og med det vender lyden af motorer tilbage i gadebilledet. Efter en lang vinter er det igen blevet sæson for motorentusiaster – på to såvel som på fire hjul.
Foråret har meldt sin ankomst, og med det vender lyden af motorer tilbage i gadebilledet. Efter en lang vinter er det igen blevet sæson for motorentusiaster – på to såvel som på fire hjul.
I Esbjerg mærkes det tydeligt hos Kasper Olsen. Han har haft scootere tæt inde på livet i mere end 20 år og har skruet i motorer siden ungdommen. Hans hjem bærer præg af passionen – han har pokaler og medaljer i hobetal, og han har endda en sprinter/dragster stående i stuen som en helt naturlig del af interiøret.
Nu vil han give noget tilbage.
Lørdag den 11. april fra kl. 12-17 inviterer han til eventet Ride Out på Brolæggervej i Sædding hos firmaet KGI (Keld Grøndal Import), der sælger scooterdele og crossmaskiner til hele Danmark.
– I bund og grund handler det om, at jeg godt kunne tænke mig at få lidt gang i Esbjerg igen, siger Kasper Olsen.
– Jeg vil gerne give noget af den glæde, jeg selv har med motorsport, videre til de unge.
Eventet bliver et samlingspunkt for motorinteresserede – og en håndsrækning til næste generation. Foreningen Striben, der sidste år fik en længe ventet renæssance, stiller op med en række markante biler, og ifølge Kasper er der mere i vente.
– Der bliver run på Sædding den dag. Vi får fyldt godt op derude, siger han.
Derudover vil der være rullefelt, hvor besøgende kan teste knallerter, scootere og motorcykler – et koncept Fri Bikeshop, hvor Kasper arbejder, har taget rundt til arrangementer med i cirka halvandet år.
Arrangementet kræver ingen tilmelding – man møder blot op.
– Det tiltrækker nok alt motorinteresseret hankøn fra 5 år til 50 plus og mere, siger han med et smil og skynder sig at tilføje, at det selvfølgelig også gælder piger.
Hans egen datter Manda på 15 år deler nemlig interessen.
For Kasper er Ride Out mere end blot en dag med motorer. Det er et fællesskab og et forsøg på at puste nyt liv i miljøet i Esbjerg – med ekstra fokus på de unge.
– Vi vil bare lave noget fedt for de unge og så ellers bare have en fed dag, siger han.

Han sender samtidig en stor tak til sin chef hos Fri Bikeshop, Lars Brockdorff-Bruun, Keld Nørgård fra KGI, STRIBENS bestyrelse samt Claus Christensen fra Buffetbussen – sidstnævnte har formidlet kontakt til en foodtruck, der vil sælge pizza til eventet den 11. april, mens Claus selv står for salg af drikkevarer.
– Uden dem og resten af mit netværk ville det slet ikke kunne lade sig gøre, afslutter Kasper.
Nu mangler der kun én ting – at motorerne starter. Og vi har hørt en lille fugl synge om, at der, hvis vejret holder tørt, godt kunne dukke en Ferrari op. Derudover en Aston Martin DB9, en Toyota Supra, en Nissan Skyline, amerikanerbiler og mange flere.





































