- Det var et kapløb med tiden, og Hannes tid var knap, lød det fra en bevæget Jacob Krogsøe Holm ved mandagens bogrelease på "Drengen, der ikke ville være skurk".
- Det var et kapløb med tiden, og Hannes tid var knap, lød det fra en bevæget Jacob Krogsøe Holm ved mandagens bogrelease på "Drengen, der ikke ville være skurk".
– Det var et kapløb med tiden, og Hannes tid var knap, lød det fra en bevæget Jacob Holm Krogsøe ved mandagens bogrelease på “Drengen der ikke ville være skurk”.
Mandag eftermiddag blev børnebogen Drengen der ikke ville være skurk officielt udgivet ved en lille sammenkomst i Teaterhuset i Borgergade.
Bag bogen står Hanne Meyer og Jacob Holm Krogsøe – men udgivelsen blev også en bevægende stund, hvor førstnævnte blev mindet. Altmuligkvinden nåede nemlig aldrig selv at holde bogen i hånden. Hun døde tidligere på året, 89 år gammel, inden bogen var blevet trykt.
Jacob Holm Krogsøe, der er medforfatter og i øvrigt koordinator på Fantasyfestival, var tydeligt bevæget, da han fortalte de fremmødte om Hanne Meyers energi og betydning:
– Hanne var sådan en kvinde, der måske bliver født én af hver 10.000 år, så alle os, der har mødt hende, skal være rigtigt, rigtigt glade for dét. Hun kunne give en skråt op-finger til dem, der fortjente det, hun kunne byde politikere op til dans, og hun ydede en kæmpe indsats for at fremme græsrødderne i byen. Hun havde en fantastisk evne til altid at være reelt nærværende, så man følte, at man virkeligt betød noget særligt.
Han fortalte også, hvordan han nåede at vise Hanne Meyer de trykklare sider, da hun i sin sidste tid var indlagt på Hospice Sydvestjylland:

– Det var vigtigt for Hanne, at bogen blev færdig. Og det var vigtigt for mig, at Hanne godkendte resultatet og var med i processen til det sidste. Så det var et kapløb med tiden, og Hannes tid var knap, fortalte Holm Krogsøe med en tydelig klump i halsen.
Efter Hanne Meyers ønske går et eventuelt overskud fra salg af bogen til foreningen Skyggebørn, der til dagligt gør en stor indsats for sorgramte børn og unge.
I dagens anledning blev en helt ny skurkesang, Jeg elsker mig selv, skrevet af Hanne Meyer med melodi af Kirsten Maria Skovhøj, uropført.
Via en qr-kode i bogen kan man høre sangen, der også er blevet studieindspillet. Og til Fantasyfestival, der officielt åbner den 20. september kl. 10, skal sangen opføres igen – for årets festivaltema er jo som bekendt … skurke.
Også repræsentanter fra Hanne Meyers familie deltog sammen med mange af de kreative kræfter, hun har arbejdet sammen med gennem sine mange aktive år i byens kulturliv.
Dermed blev udgivelsen både en fejring af en ny børnebog og et varmt farvel til en markant og nærværende kulturpersonlighed.
Hanne Meyer debuterede i øvrigt som børnebogsforfatter så sent som sidste år – i en alder af 88 år – da hun udgav Oldemor Franziskas Kat. Både den og den nye er illustreret af tegner Bent Steffensen og udkommet på det lokale forlag Læselyst, som også sælger bøgerne online. De kan også købes i alle landets bogbutikker.
Jacob Holm Krogsøe har skrevet en lang række bøger, senest romanen Pramdrageren (sammen med Martin Wangsgaard Jürgensen) og fagbogen Fra det første blod til den sidste actionhelt.



Om bogen Drengen der ikke ville være skurk
En dreng fødes ind i en skurkeklan – men han nægter at følge familiens vej. Hellere vil han noget smukt med naturen end at lære overskurkens sang Jeg elsker mig selv.
Fortællingen handler om at stå fast på sig selv, selv når omgivelserne forventer noget helt andet.
Bogen er skrevet af Hanne Meyer og Jacob Holm Krogsøe, med illustrationer af Bent Steffensen. Den egner sig særligt godt til højtlæsning, skriver Forlaget Læselyst i en udsendt pressemeddelelse.
👉 Udgivet på Forlaget Læselyst d. 1. september 2025
👉 50 sider – pris 150 kr.
👉 ISBN: 978-87-94250-23-8
👉 Overskuddet går til organisationen Skyggebørn





















