I onsdags måtte Team Esbjerg se sig slået med mindst mulig måldifference ude til Odense Håndbold (30-29). Søndag eftermiddag var det så Team Esbjergs tur til at vinde en tæt kamp mod Vipers Kristiansand i Champions League.
Paradoksalt sluttede denne kamp også med cifrene 30-29. To spillere skilte sig ud hos Team Esbjerg – målvogter Anna Kristensen, der diskede op med mange flotte redninger præget ved kølighed – og den altid gennembrudsfarlige Henny Reistad, som har en farverig pallette af skud variationer. Hun scorede 12 mål!
Midt i første halvleg havde koncentreret spil bragt Team Esbjerg foran med fire mål (8-4), men en fornuftig time-out valgt af udeholdet betød sammen med udvisning af bl.a. Mette Tranborg, at Vipers fik kontakt ved stillingen 10-9 – og endog udlignet ved 11-11. Michala Møller viste eksempler på, hvorfor hun er udtaget til landsholdet, da hun var med til at give en pauseføring på 15-13.
Straks i anden halvleg fik Vipers kontakt (17-17) og (18-18), men gode indgreb af Marit Røsberg Jacobsen og Henny Reistad satte tingene på plads – troede i hvert fald de fleste tilskuere: Fra 22-20 til 24-21. En scoringspause med tekniske fejl lukkede imidlertid Vipers ind i kampen, hvor de først udlignede til 24-24 og kom foran med 24-25. Den sidste føring havde udeholdet ved 26-27.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Det blev naturligvis Henny Reistad, der havde tilkæmpet sig et straffekast, som hun selv scorede på 28-27, samt et godt forsvarsspil, der udløste en angriberfejl, som fik stående applaus fra publikum. Team Esbjerg overlevede en angriberfejl begået af Mikala Møller – og hele hallen jublede, da Marit Røsberg Jacobsen med sine mål til 29-27 og 30-28 var med til at sænke et godt kæmpende norsk hold.
Stillinger i løbet af kampen – ca. hvert 10. minut:
6-4, 11-9, 15-13 (ved pausen), 20-19, 26-26, 30-29.
Topscorere:
Team Esbjerg: Henny Reistad 12, Rikke Iversen 4, Marit Røsberg Jacobsen 4, Michala Møller 3
Vipers Kristiansand: Jamina Roberts 7
Tilskuertal:
2.306 i Blue Water Dokken.
Næste kamp:
På onsdag er der igen ligakamp på hjemmebane – Nykøbing Falster kommer forbi! Det bliver spændende at se, hvordan to hold, der begge har været i kamp mod europæiske modstandere, vil tackle et midtuge-opgør.