Tung musik med popcorn og slush-ice: Dødsmetal og ansigtsmaling er måske ikke den mest oplagte kombination – men det er netop pointen, når Børnenes Metalfestival kommer til byen.
Måske så du indslaget i TV-Avisen på DR1? Festivalen, der udelukkende er for børn og deres voksne, har på rekordtid opnået kultstatus i de største danske byer. Og nu er turen kommet til Esbjerg.
– Hvorfor skal børn ikke have deres egen festival, spørger initiativtager Johan Tankred, som står bag det landsdækkende koncept.
Med et fokus på seriøs kulturformidling i børnehøjde og et line-up med nogle af landets stærkeste livebands indenfor genren, sætter festivalen en tyk streg under, at børn sagtens kan håndtere tung musik – så længe rammerne er børnevenlige.
Gaffa kastede seks stjerner efter festivalens besøg i Aarhus tidligere i juni, punk- og metalmagasinet Selvtægt gjorde det samme i Odense i april, og siden da er efterspørgslen kun vokset. Det samme er publikumstallet, der ifølge Johan Tankred bliver tidoblet i 2025 sammenlignet med første år. I efteråret bliver også Aalborg og København besøgt.
På scenen i Esbjerg kan man komme til at opleve Livløs, Danefæ, Jakobe og Loksmith – alle navne med masser af energi, kant og live-erfaring. Og for de små metalfans bliver der også rigeligt at tage sig til uden for scenen: popcorn, slush-ice, ansigtsmaling, så man kan komme til at ligne dem fra Kiss, og gratis autografplakater.

Esbjerg som naturlig destination
At festivalen nu finder vej til netop Esbjerg, er ingen tilfældighed.
– Esbjerg har altid været en stolt metalby. Det mærker vi tydeligt, og det er med stor respekt, vi gæster Tobakken. Drømmen er at gøre festivalen til en årlig tradition – et fast højdepunkt for børn og deres voksne, fortæller en begejstret Johan Tankred til EsbjergLiv.dk
Festivalen har allerede sat sig som et samlingspunkt for nye musikoplevelser, kønsbalance blandt de optrædende og et miljø, hvor børn bliver mødt som publikum med noget på hjerte. Og måske som fremtidens musikere.
– Vi håber, nogle af de børn, der står forrest til Børnemetal nu, selv ender på scenen en dag, siger Johan Tankred.
Festivalen er udelukkende for børn. Voksne må kun komme ind, hvis de er i selskab med børn under 18 år. Dørene åbner kl. 11, og der spilles fra kl. 12 til 14.15.
Læs mere og køb billetter på hxckids.dk eller hos Tobakken.

Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print