Det er blevet en tradition med vokseværk. I år deltog hele 200 børn fra seks SFO’er fordelt på 26 hold, der spillede i alt 69 kampe i EFI-hallerne i Veldtofte.
For fire år siden gik Urbanskolen (Danmarksgades, Rørkjær og Præstegårdsskolen) for første gang sammen med Esbjerg Sharks Floorball Club om et sjovt arrangement for børnene.
I år blev deltagertallet i grove tal fordoblet, da også skole-/fritidsordninger fra Tjæreborg, Boldesager og Skads var inviteret med.
Dermed deltog seks SFO’er med i alt cirka 200 børn i stævnet, hvor det blev til 69 kampe., hvor Esbjerg Sharks Floorball Club stod klar med en masse frivillige kræfter, der gjorde dagen til noget helt særligt. Blandt andet stod 11 ungdomsspillere fra floorballklubben beredvilligt klar til at dømme de mange kampe, der blev spillet på tværs af tre baner, opdelt efter alder.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Regler: Pas på hinanden og ha’ det sjovt!
Floorball er en sportsgren, hvor der virkelig er plads til bredden. Esbjerg Sharks floorball Club er en lille klub med en høj social kapital. Der er opbygget en tradition for, at alle hjælper til – også når der kommer små SFO-”gæster”, der skal prøve at spille floorball i autentiske rammer.
Børnene var utrolig dedikerede og gav alt, hvad de havde i sig, når de var på banen. Men der var samtidigt plads til at række ud og hjælpe en ven, hvis tingene blev lidt svære på banen.
Sådan helt overordnet spillede man med to klare regler: Pas godt på hinanden og ha’ det sjovt.
Traditionen tro var der en stor forældreopbakning, så hallen emmede af glæde og god energi. Klubbens forældre havde lavet en café, hvor der kunne købes alt fra pizzasnegle til chokoladekage.
Samarbejdet med Esbjerg Sharks Floorball Club handler både om at skabe rammer for fællesskabsskabende aktiviteter på tværs af de deltagende SFO’er, men også at introducere børnene for en sportsgren, hvor der er plads til alle, og hvor der ikke sorteres i at være på A- eller B-holdet.
Næste år er det ikke utænkeligt, at der bliver inviteret endnu flere SFO’er fra kommunen med til arrangementet.
Stævnet fandt sted fredag den 27. september i år.
Fakta: Esbjerg Sharks Floorball Club er hjemmehørende i EFI-hallerne og deres træningstider kan ses på deres hjemmeside. Arbejdsgruppen omkring arrangementet udgøres af pædagoger fra SFO’erne på Præstegårdsskolen, Rørkjær- og Danmarksgades Skole.