MOBILVERSION
Skønne håndboldoplevelser i Prag for spillere, ledere og familier
SGI-SSK Håndbold er i fuld gang i Prag, hvor håndbold, fællesskab og nye venskaber fylder mindst lige så meget som resultaterne.
SGI-SSK Håndbold er i fuld gang i Prag, hvor håndbold, fællesskab og nye venskaber fylder mindst lige så meget som resultaterne.
Mellem 8.000 og 9.000 håndboldspillere gik fredag i gang med de indledende puljekampe ved det store internationale påskestævne i Prag. SGI-SSK Håndbold er repræsenteret med seks hold i rækkerne U14, U16 og U18, og inden første dommerfløjt var der spænding at spore hos leder Lars V. Jytzler.
– Så er turneringen for alvor skudt i gang – og hvilken dag det har været! Alle hold har været i aktion, og selvom resultaterne har været lidt blandede, er det slet ikke det, der fylder mest, fortæller Lars V. Jytzler.
– Glæden, fællesskabet og energien på tværs af holdene er helt i top, og det kan mærkes overalt – både på og uden for banen.

Holdfotos og fairplay
Dagen bød på masser af holdfotos – flere endda sammen med modstanderne i ægte fairplay-ånd. Det er netop dét, håndbold kan: samle unge mennesker på tværs af lande, kulturer og niveauer. Smilene er store, og relationerne vokser allerede.
– Det er helt fantastisk at møde nye hold og spillestile, end vi er vant til hjemme i Danmark, fortæller Laura, Mathilde og Tilde fra U14-pigerne.
De oplever en anderledes tilgang til spillet, som både udfordrer og udvikler. Og selvom faciliteterne ikke helt matcher danske standarder, er det tydeligt, at oplevelsen og sammenholdet vejer tungere.
Respekt ved skade
Et af dagens stærkeste øjeblikke opstod, da U18-keeper Mia måtte forlade banen efter at have fået en bold i hovedet. Her viste håndbolden sin smukkeste side: Modstanderholdet stillede straks en keeper til rådighed resten af kampen.
En gestus, der understreger den respekt og sportsånd, der præger turneringen.
Masser af stemning
Rundt omkring i hallerne bliver der kæmpet, jublet, heppet og grinet.
– Spillerne støtter hinanden på kryds og tværs af holdene, og det er tydeligt, at det her er meget mere end bare håndbold – det er minder for livet, lyder det fra Lars Jytzler.
Lørdag skal puljerne afgøres, og spændingen stiger.

Forældre bakker op
Flere forældre har taget turen til Prag for at følge deres børn. Maria Høj Pedersen er kørt hele vejen i bil for at støtte sin datter på U16-holdet.
– Vi har blandt andet været i en oppustelig hal – der er flere af dem rundt omkring i Prag, fortæller hun.
Efter dagens kampe er der også tid til fællesskab uden for banen.
– Alle vi forældre og søskende, der er med, var også med sidste år. Ud over håndbolden har vi nogle hyggelige dage sammen, hvor vi også oplever byen, siger hun og fortsætter:

– Det giver et stærkt fællesskab – også blandt forældrene.
Hun bemærker også forskelle i spillestil:
– Det er sjovt at se vores piger møde hold, der spiller på en helt anden måde. De østeuropæiske hold spiller mere fysisk og offensivt – nogle gange helt til grænsen. Det er måske ikke altid lige teknisk, men det giver rigtig god læring.
Resultater fra fredag
U14 piger
TH Sokol Velké – SGI-SSK Håndbold 27-5
U16 piger, hold 1
SGI-SSK Håndbold – Skövde HF 18-8
CSM Olimpia – SGI-SSK Håndbold 13-18
U16 piger, hold 2
SGI-SSK Håndbold – Rødovre HK 8-15
SGI-SSK Håndbold – HBC Izegem 19-5
U16 piger, hold 3
SGI-SSK Håndbold – IF Stjernen 8-18
SGI-SSK Håndbold – US Saint Vit 19-17
U16 piger, hold 4
SGI-SSK Håndbold – Horsens HK 10-8
Asco Viitorul Pantelimon – SGI-SSK Håndbold 23-5
U18 piger
DHC Pardubice – SGI-SSK Håndbold 13-10
SGI-SSK Håndbold – DHC Slavia Praha 6-15







































