MOBILVERSION

28. marts 2026

Snoren på hunden fra 1. april – ellers kan det koste dyrt

Fra 1. april skal hunde være i snor på stranden. Reglen gælder alle – også de lydige – og handler om at beskytte både natur og strandgæster.

Fra 1. april skal hunde være i snor på stranden. Reglen gælder alle – også de lydige – og handler om at beskytte både natur og strandgæster.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Fra tirsdag den 1. april er det slut med løse hunde på stranden. Frem til 30. september er det nemlig lovpligtigt at føre sin hund i snor – også selv om den normalt går pænt ved siden af.

Reglen gælder alle danske strande og har især til formål at beskytte dyrelivet langs kysterne.

– Strandturen er en fantastisk oplevelse for hunde med masser af nye dufte og indtryk. Men det er også en situation, hvor der kan opstå uforudsete episoder, hvis hunden ikke er under kontrol, forklarer Lotte Evers fra Agria Dyreforsikring.

Ynglefugle i fare

I forårs- og sommermånederne yngler mange fugle langs kysterne – ofte med reder, der er svære at få øje på.

En løs hund kan derfor hurtigt komme til at forstyrre eller ødelægge rederne.

– Når hunden får fært, kan den reagere instinktivt. Det kan gå ud over både fugle og små dyr, siger Lotte Evers.

Flere mennesker – flere hensyn

Samtidig betyder varmere vejr flere mennesker på strandene. Og her er det ikke alle, der er lige begejstrede for mødet med en fremmed hund.

Snoren er derfor også med til at skabe tryghed for andre strandgæster.

– Den mindsker risikoen for, at hunde løber hen til mennesker eller andre hunde, som måske ikke ønsker kontakt, lyder det.

Regler kan variere lokalt

Selvom snor er udgangspunktet, kan der være lokale forskelle. Nogle strande har særlige hundeområder, mens andre har yderligere restriktioner.

Derfor opfordres hundeejere til at holde øje med skiltningen.

Selvom hunden ikke må løbe frit, er strandturen langt fra ødelagt. De mange dufte og indtryk giver stadig masser af stimulering.

En lang line kan være en god løsning, hvis man vil give lidt ekstra bevægelsesfrihed – uden at slippe kontrollen.

Del artiklen