Den esbjergensiske plademesse er blevet til en tilbagevendende begivenhed, som nu afvikles både forår og efterår. Næste gang er i morgen, søndag den 30. marts.
De analoge vinylplader er atter kommet på mode, hvor der hvert år sælges flere og flere nye plader trods vores digitale tidsalder.
Det er også blevet til en halvårlig begivenhed med en esbjergensisk plademesse. De første gange fandt arrangementet sted i blandt andet Bilhuset Esbjerg i Exnersgade og på Restaurant Josef – Kunstpavillonen i Havnegade.
Men de seneste mange gange har det været Esbjerg Bryghus i Jyllandsgade 14 og deres tilhørende Ølshop, som har lagt lokaler til den spændende messe for folk med hang til vinylplader.
Her er der plads til 10-12 udstillere, både lokale og udefrakommende, som hver især medbringer flere hundrede plader. Både Esbjerg Bryghus og ølshoppen er inddraget til formålet.
I shoppen ud til Jyllandsgade har vinyl- pladespiller- og kaffebutikken Sort Cirkel også til huse og tager naturligvis også del i plademessen.
Dette forårs plademesse finder sted søndag den 30. marts mellem klokken 10.00 og 14.00.
I Horsens, Odense og Aarhus har man igennem mange år afholdt store plademesser med flere tusinde vinylskiver og publikummer. Men det er ikke nødvendigvis en ambition, at den esbjergensiske pendant skal blive større. Eller for den sags skyld tiltrække flere sælgere og købere udenbys fra.
– Jeg synes, vi har en fin størrelse. Det er lettere at overskue det her, og de besøgende kan nå rundt og kigge det hele igennem, har arrangør Finn Friis tidligere sagt.
Er man ny samler, har man rig mulighed for at udvide samlingen betragteligt for en billig penge; der plejer nemlig at være massevis af plader til salg helt ned til ti kroner stykket.
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print