De er næsten lige så høje som kurven, de bærer rundt på. Alligevel går de målrettet gennem Sønderhos smalle gader iført de karakteristiske dragter, som generationer før dem har båret.

Sønderhodag handler om traditioner – men også om at give dem videre.

Når landsbyen på sydspidsen af Fanø søndag den 19. juli endnu en gang danner rammen om Sønderhodag, fyldes gaderne med folkedragter, musik, dans og fortællinger. Men dagen handler ikke kun om fortiden. Den viser også, hvordan nye mennesker bliver en del af et fællesskab, hvor kulturarven stadig lever.

I anledning af den traditionsrige dag har EsbjergLiv.dk besøgt to kunstnere med rødder i Esbjerg, som i dag kalder Sønderho deres hjem. De arbejder vidt forskelligt, men fortæller begge om en landsby, hvor naturen, historien og fællesskabet går hånd i hånd.

Naturen først – menneskene lige bagefter

Et besøg i Lotte Lambæks atelier er et møde med store lærreder og et eksplosivt farveunivers. Men når snakken falder på livet i Sønderho, er det ikke kunsten, hun nævner først.

– Jeg elsker at bo i Sønderho.

– Mest af alt elsker jeg naturen. Men lige næst efter kommer menneskene. Jeg har fundet ud af, at der er virkelig mange fine mennesker hernede. Fine på den gode måde, dejlige mennesker.

Hun holder en kort pause.

– Men i prioriteret rækkefølge er det at åbne døren og mærke naturen. Og så har jeg fundet ud af, hvilket fedt lille landsbymiljø der også er.

At flytte til Sønderho har også betydet at flytte ind i en kultur med stærke traditioner. Dem har hun kastet sig ud i med nysgerrighed.

– Jeg har jo faktisk brugt et par onsdage på at forsøge at lære at danse sønderhoning. Det er ikke gået vildt godt, men jeg giver ikke op, siger hun med et grin.

Om hun selv kommer på dansegulvet under årets Sønderhodag søndag, er hun dog ikke helt så sikker på.

– Jeg tør ikke endnu, men jeg skal nok få det lært.

Når optoget søndag passerer hendes atelier på vej mod Sønderho Mølle, står hun klar med kameraet. Hun bidrager aktuelt til Instagram-siden FanøLiv, der i tekst, video og billeder formidler historier om livet på øen. Og Sønderhodag er en af de begivenheder, hun glæder sig mest til at forevige.

Alle bliver inviteret med

Landskabsmaler Tina Kolding er også flyttet til Sønderho udefra. For hende er det netop de gamle traditioner, der gør landsbyen til noget helt særligt.

– Jamen det betyder jo alverden, det her med at bo et sted med den her gamle kultur, alt musikken, dragterne og så videre.

Noget af det, hun især hæfter sig ved, er den måde, nye beboere bliver taget imod på – selvom rygterne ofte siger det modsatte.

– Alle bliver jo inviteret ind. Man behøver jo ikke at være opvokset her. Det er der mange, der tænker: “Uh, det kan jeg ikke, jeg har jo ikke boet her i 40 år.” Næ, men hvis du har boet her i ét år, så er det også fint. Så er du jo også inviteret med indenfor.

Hun holder især af stemningen omkring dagens mange indslag.

– Hele den stemning, der er omkring musikken og fortællingerne. Alt det der oppe ved møllen og festtalerne. Jeg synes, det er så fint.

Selv nøjes hun med at opleve dagen som gæst.

– Nej, jeg er bare gæst på dagen. Jeg deltager ikke aktivt. Det er simpelthen bare så festligt, og man bliver så glad, når man ser alle de her børn og brudeparrene. Det er bare så flot.

En del af den store fortælling

Som landskabsmaler er det ikke folkedragterne, der fylder mest i Tina Koldings kunst. Alligevel mærker hun tydeligt, at omgivelserne sætter deres spor.

– Jeg er jo landskabsmaler, så jeg er som sådan ikke optaget af folkedragter på den måde. Men jeg tror, at naturen og alt den kultur, der er her, sætter et aftryk – uanset hvad. Det er den stemning, man bliver budt ind til, og som man også bliver så draget af hernede.

Hun sammenligner Sønderho med en anden landsby, hun tidligere har boet i.

– Der var der en sportsfest, og det er der ikke noget galt i. Men det er bundet op omkring sport, fodbold og håndbold. Det her er bundet op omkring de gamle traditioner, musikken, dragterne, de gamle fortællinger, de søfarende og så videre. På en eller anden måde rækker det meget længere bagud. Man bliver ligesom inviteret ind til at være en del af den her store fortælling.

Netop den tanke går igen hos begge kunstnere. Ingen af dem er født på Fanø, men begge oplever, at Sønderho har plads til mennesker, der kommer udefra.

Det kræver ikke generationers tilknytning at blive en del af fællesskabet – blot lysten til at være med.

Traditionerne lever videre

Da EsbjergLiv.dk besøgte Sønderho fredag, var de yngste i gang med en slags generalprøve og klædt i de karakteristiske dragter. De er klar til at tage imod de mange gæster.

De er et levende bevis på, at traditionerne ikke blot bliver bevaret, men også givet videre til næste generation.

Blandt de små detaljer, der afslører forskellen på Fanøs to egnsdragter, er forklædet. I Sønderho er det plisseret med de fine, tætte læg, mens forklæderne i Nordbys dragter er glatte.

Når Sønderhodag søndag samler øboere og gæster omkring møllen, handler det derfor ikke kun om at se tilbage. Det handler også om at lade nye mennesker – store som små – blive en del af fortællingen.