Stærkt: Team Esbjerg holder på verdens bedste spiller

På et velbesøgt pressemøde kunne formanden for Team Esbjerg, Bjarne Pedersen, oplyse, at verdens bedste håndboldspiller har forlænget sin kontrakt med to år fra sommeren 2025, så den dermed udløber i 2027.

Bjarne Pedersen fortalte de fremmødte, at det næsten ikke bliver større for klubben og byen – og at aftalen er kommet i stand med stor velvilje fra sponsorgruppen.

Henny Reistad har som mål at vinde Champions League med Team Esbjerg – og hun tror på, at cheftræner Thomas Axnér kan være med til at udvikle hende til en endnu bedre spiller.

– Jeg nyder at være i Team Esbjerg – det er som en stor familie med daglig trivsel. Jeg har det rigtig godt med fansene og sponsorerne, lød det fra Henny, der lige havde vundet over Buducnost Klub.

Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!


Formanden luftede, at holdets bredde skal styrkes for at nå målet – nu er der i hvert fald ro om femtiden for verdens bedste, der også er blevet anfører for det norske landshold.

Henny Reistad erkendte, at beslutningen har været vanskeligere, end da hun i efteråret 2022 forlængede sin kontrakt med klubben med to år. Hun og især hendes far, Ole Reistad, samt agenten har mærket interessen fra enhver eksklusiv klubadresse i Europa igennem længere tid. Men valget faldt på de to seneste sæsoners danske mestre, Team Esbjerg.

– Team Esbjerg er på samme niveau, måske endda bedre, så klubben har gjort, hvad den skulle. Spørgsmålet var, hvad jeg ville med min karriere, og om jeg skulle videre efter denne sæson. Men jeg ser ikke nogen god grund til at skifte, når jeg er et sted, hvor man gerne vil tage endnu et skridt som europæisk tophold. Team Esbjerg har en god kultur, hvilket betyder meget for min trivsel, klubben stiller sig ikke tilfreds og vil hele tiden være bedre. Og så er jeg omgivet af mennesker, jeg godt kan lide at være sammen med, og har fået gode venner, siger Henny Reistad, 25 år.

Hun blev af det internationale håndboldforbund, IHF, i foråret kåret til verdens bedste kvindelige håndboldspiller, og i august tilføjede hun sammen med Norge OL-guld. I Team Esbjerg har hun løftet sit niveau yderligere, og i EHF Champions League havde hun inden søndagens kamp scoret 71 mål i syv kampe, hvilket gør hende til suveræn topscorer.

Collage: Johnny Tauman.

Cheftræner: Henny er holdspiller og leder
Team Esbjerg-cheftræner Tomas Axnér er lykkelig for at få den vigtigste brik i at realisere klubbens høje ambitioner på plads til de to kommende sæsoner.


– Henny er ankeret på vores hold og betyder som verdens bedste håndboldspiller meget for holdet, klubben og hele byen. Hun er en af de få komplette spillere og har en enestående fysik, motorik og eksplosivitet, ligesom hun har lagt lag på i forsvarsspillet. Og så er hun både holdspiller og leder, siger Tomas Axnér.

Efter bronzemedaljer i dette års Final4 i Champions League arbejder Team Esbjerg frem mod at placere sig endnu bedre blandt Europas bedste klubber. Klubben og Henny Reistads ambitionsniveau lægger et pres på for at øge den sportslige slagkraft hvert år. Hovedpersonen agter fortsat at udvikle sig for at yde sit bidrag til et stærkt kollektiv.

– Jeg synes, jeg har fået lidt mere ro i mit spil, og jeg ved, hvad mine kompetencer er, så jeg kan bruge dem på de rigtige tidspunkter. Jeg arbejder fortsat med det, jeg ikke er så god til, blandt andet at være mere kreativ i angrebsspillet. Man går i en boble på både klubholdet og landsholdet, og jeg har ikke svært ved at motivere mig. Det er megasjovt at spille håndbold, siger Henny Reistad.

Henny Reistad, Team Esbjerg. Pressefoto.

Klubformand: fantastisk for klub og by
Hun har scoret 393 mål i 93 landskampe og samles snart med landsholdskammeraterne for at forberede sig til EM-slutrunden i Østrig, Schweiz og Ungarn, hvor Norge er titelforsvarer. I Esbjerg glæder bestyrelsesformand Bjarne Pedersen sig over, at stjernen over alle ønsker at fortsætte klubkarrieren i byen.

– Det er en fantastisk nyhed for vores klub og vores by, at Henny Reistad bliver hos os og fortsat vil være en del af vores store familie de næste to år. Jeg er sikker på, at der er store smil rigtig mange steder i vores by i dag. Meget skal gå op i en højere enhed for at fastholde en stjerne på dette særlige niveau: den daglige trivsel i byen og de mennesker, der er omkring klubben, det sociale og ikke mindst at føle, at man er en del af en stor familie. Vi har ambitioner om – ud over at vinde danske mesterskaber – at erobre det største trofæ, CL-guldet, sammen med Henny Reistad. Så et kæmpe tillykke til Henny og Team Esbjerg med denne aftale, siger Bjarne Pedersen.

Han fremhæver yderligere et vigtigt element i at fastholde verdensstjernen, en fantastisk gruppe af sponsorer, som siden 2021 har støttet økonomisk op om Henny Reistad. De har givet håndslag på, at de også vil være på plads i Topspillergruppen de kommende to år.

RykIndRibe.dk

Del eller print artiklen:

Seneste artikler

_DSC1258
Flot forpremiere på film med tråde til Esbjerg
michael_tangaa_spar
Nyt supermarked åbner i Østerbyen
REJSEHOLDET
Nu kan du blive statist i ny storfilm - og få løn for det
20241119_154202
Skøjtebanen åbner planmæssigt
Politiuniform_foto Kim Matthai Leland
Hjælp politiet: 15-årig pige forsvundet
Adam (1)
Ny chef for landsdelens måske travleste køkken

MERE FRA SAMME SEKTION

Spilletid til Katrone Heindahl
Team Esbjerg vinder og avancerer
træner Axner
Forudsætninger for sejr er gode inden slutrundepause
Forside Karl
Ribe-Esbjerg tabte herrefight med ét sølle mål
Forside til SAH
Kan Ribe-Esbjergs nyindkøb gøre en forskel mod Skanderborg?
hbold
Team Esbjerg scorede 40 gange imod oprykker
ankersen-trøje
Endnu en af de store takker af

Det sker i Esbjerg

gensynsfest
Årets gensynsfest
torsdagsquiz
Torsdagsquiz
Familie-Banko-1024x576
Familiebanko
die-herren
Die Herren: U2's best
crafty
Crafty Community

Mest læste seneste uge

IMG_4678
Brand på plejehjem: Én beboer afgået ved døden
michael_tangaa_spar
Nyt supermarked åbner i Østerbyen
close up of electric lamp against black background
Fem mistede kørekortet på skolevej
stemning-6
Første navne til Suset: Aqua, Hugorm, Kellermensch og tre andre
REJSEHOLDET
Nu kan du blive statist i ny storfilm - og få løn for det

Mest læste 24 timer

michael_tangaa_spar
Nyt supermarked åbner i Østerbyen
REJSEHOLDET
Nu kan du blive statist i ny storfilm - og få løn for det
20241119_154202
Skøjtebanen åbner planmæssigt
Politiuniform_foto Kim Matthai Leland
Hjælp politiet: 15-årig pige forsvundet
IMG_4678
Brand på plejehjem: Én beboer afgået ved døden
Edit Template

Vejret i dag

powered by Advanced iFrame. Get the Pro version on CodeCanyon.

TILMELD NYHEDSBREV

Få guides og nyhedsoverblik direkte i din indbakke - helt gratis!

Ved tilmelding accepterer du vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Vi tager ansvar for vores indhold og er tilmeldt

GÅ ALDRIG GLIP AF NOGET!

Få vores GRATIS nyhedsbrev 3-4 gange om ugen ...

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Du kan afmelde dig med et klik, hvis du fortryder.