Johnny Houmark havde egentligt opgivet musikken. En brat ende på nogle ellers succesfulde år med bandet Powderhog slog sangeren og bassistens ambitioner og lyst til at begå sig musikalsk i bandsammenhæng ud af kurs i nogle år. Men med bandet South of Sundays og pladen Honey Tongue føler den 50-årige Esbjerg-rock’n’roller sig mere klar end nogensinde.
Første gang undertegnede mødte Johnny Houmark, var han lettere fornærmet. Ja, nok rettere sur. Det er godt 20 år siden. I en artikel havde jeg betegnet hans daværende band, Speed Limit 25, som værende et heavy-band. Det var det åbenbart ikke!
Anden gang mødtes vi på Industrien til et stort interview. Det gik heldigvis bedre. Houmark var glad igen. Tredje gang var jeg inviteret med til hans 30-års fødselsdag. Det var samme dag, som EfB vandt 6-1 i Brøndby, så det er en af de dage, man som esbjergenser aldrig rigtig glemmer.
Siden er der løbet meget vand gennem havnen, men Houmark går ikke så meget op i detaljerne fra dengang.
– For 20 år siden kunne jeg måske godt have hovedet lidt for langt oppe i røven på mig selv, erkender han.
– I dag kigger jeg nok lidt mere roligt og nuanceret på tingene.
Akkurat nu som dengang for 20 år siden er Houmark aktuel med ny musik, vi mødes for at snakke om. Med nyt band, mere erfaring – på godt og ondt – men med mindst det samme drive og gåpåmod.
Hey hey, my my …
Vi mødes i et øvelokale i en baggård i Vesterbyen, hvor South of Sundays og en håndfuld andre bands og musikere har deres faste base. Lige siden han i 80’erne sad på børneværelset og hørte The Beatles, har musikken været en del af Johnny. Med basguitaren som det foretrukne instrument har han været frontmand i adskillige esbjegergensiske bandkonstellationer, siden samspillet med andre for alvor tog fart i gymnasieårene.
– The Beatles var mine helte. Jeg blev introduceret til dem af min musiklærer, Erik Thorsen, og jeg faldt pladask for dem. Inden da var Paul Young og andet 80’er-pop det eneste, jeg hørte. Og dog. På rejsegrammofonen i de tidlige Bramminge-dage, blev der hørt meget forskelligt i stuen. The Beatles satte dog noget i gang i mig. De katapulterede mig hurtigt over i en kærlighed til beatmusik og sen 60’er-, start-70’er-rock. Jeg brugte det meste af min ugeløn igennem flere år på at købe Beatles’ bagkatalog, og da der ikke var flere skiver med dem, bevægede jeg mig over i bands som The Doors og Led Zeppelin, fortæller Johnny, som er opkaldt efter en anden Johnny: Countrysangeren, der hed Cash til efternavn.
– Det var min mor, som gav mig det navn. Hun var vild med Johnny Cash, og hørte ham tit på fuld drøn i barndomshjemmet. Min søster ville have, jeg skulle hedde Henrik, men det blev min mor, som trak sig sejrrigt ud af al den hurlumhej. Min mor har nok plantet en musikalsk spire i mig, eller i hvert tilfælde set den, og taget den alvorligt. For det var også hende, som gav mig min første bas. Min far mente til gengæld at det var noget pjat at bruge penge på.
– Søndagsturene til Ribe med familien i min barndom handlede kun om, at de voksne
Johnny Houmark
kunne sidde og drikke, spise og ryge cigaretter, indtil man ikke kunne se hinanden i den grå tåge i min farfars og farmors stue. Vi børn var overladt lidt til os selv. For det meste endte det i kedsomhed, ballade eller slagsmål blandt fætre og kusiner. Jeg hadede at tage ned til Ribe om søndagen. Forkortelsen af South of Sundays er sjovt nok SOS … sådan havde jeg det … Nu har jeg vendt det rundt. Jeg tænker, at navnet er et lyrisk smukt udspring af en ellers træls situation.
Selv betegner Houmark sig som et lidt misforstået barn, der voksede op i et hjem hvor man ikke legalt kunne sige højt, at man gerne ville være musiker. Eller leve af at være kreativ. Man skulle tage en boglig uddannelse, eller blive håndværker som faderen. Derfor står dét at få den dér basguitar som et af de største lyspunkter fra barndommen udover mødet med musikken i en tidlig alder.
– Jeg var som knejt egentlig begyndt med at spille trommer i forbindelse med undervisning i musikskolen, og gjorde det i et par år. Jeg har også gjort det sidenhen, men det er klart basguitaren, der er mit foretrukne instrument, siger Houmark.
Johnny Houmark er netop fyldt 50, men er stadig lige så dedikeret til musikken som tidligere.
– Det er sgu egentligt lidt vildt at tænke på, når man lige siger det højt. Jeg synes jo ikke selv, man føler sig som en på 50. Men det er måske netop det, der holder én i gang. Ens sind forbliver ungdommeligt. Man har stadigvæk de samme drømme og ambitioner som for 25 år siden. Dog har man en anden erfaring med nu, og forvalter måske også tingene lidt anderledes.
Rock’n’roll can never die …
Hvornår er man for gammel til at lave rockmusik? Og hvad betyder det “at slå igennem”?
– Jeg synes, det ville være forkert ikke at gøre dét, man brænder for og blive ved med at forfølge sine mål. Musikbranchen i dag er en anden end for år tilbage. Der er ikke kun én måde at slå igennem på. Måske kommercielt, jo, men der er flere kanaler at komme ud på i dag og blive hørt. Vi bliver for eksempel spillet på rockradiostationer i både England, USA, Sydamerika og Polen, fortæller Houmark.
Der kan synes langt fra Warszawa til Willemoesgade. Og så alligevel. I den skumle, meget mørke baggård, hvor øvelokalet ligger, har der gennem tiderne har været alt fra møbelsnedkere til bordeldrift og bingoklub. Her har Johnny haft sin faste bastion gennem godt 15 år. Der er askebæger på bordet og øl i køleskabet, som to yngre musikere fra øvelokalet ved siden af tager godt fra af, imens vi gennemfører interviewet. Selv er Houmark på danskvand denne aften, og han har aldrig røget. Måske ikke så rock’n’roll-agtigt, men måske et vidnesbyrd om, at musikeren tager interviewet og arbejdet omkring sin nye plade og band meget alvorligt.
Johnny er nemlig ikke færdig. Han er faktisk kun lige begyndt. Igen.
Han har en plade ude. Et udtryk fra fordums tid, der egentligt blev udryddet med Napster, Winamp, mp3’er, streaming, Spotify og Youtube og alt det dér. Men udtrykket har fået en renæssance parallelt med, at det igen er blevet moderne at lave plader. Og trykke dem på vinyl. Det er sådan en, Houmark er aktuel med. En rigtig plade med 11 spor og med flot omslag og skåret i lilla vinyl. Lilla som altid har været brugt som kontrastfarve gennem rockhistorien, og lilla som farven på de trøjer der bæres af Houmarks yndlingsfodboldhold: Italienske Fiorentina fra Firenze.
– Det gør bare noget, at man kan sidde med pladen i hånden. Det er en fysisk manifestation af alle de tanker, følelser, idéer og fantasier, der har udgjort albummet.
– Og det siger noget om de ambitioner, man har. Vil man det her, eller vil man ikke? Hvis man vil, må man investere tid, penge og kræfter i det, og det var vi nok ikke helt enige om dengang i Powderhog. I hvert fald var der noget der gik skævt i den henseende.
Helt konkret stod Powderhog i 2011 med to albums på bagen, flotte anmeldelser fra nær og fjern, spillejobs i det store udland og med et tilbud om at blive vist på MTV i USA. Men bandet ville i forskellige retninger, og der var ikke enighed om at bruge penge på at få produceret den musikvideo, som var nødvendig for at få en chance over there. Det har Johnny Houmark lært af – i South of Sundays har han vetoret, men det er også ham, som både økonomisk og kunstnerisk har langt flest aktier i bandet, og som har sammensat det. Men han understreger, at det ikke bare er Johnny & Co. South of Sundays er et band som alle andre, hvor alle har lov at komme med sin mening, og har lov at øve indflydelse.
Man får lyst til at spørge om der kan gå for meget demokrati i et orkester, og om andre ledelsesformer egner sig bedre?
– Det er på ingen måde nazi-ledelse, der praktiseres i South of Sundays, og det fede er, at vi ved at spille sammen og spille op ad hinanden får den ene øjenåbner efter den anden. Jeg kom med alle idéerne og materialet til vores første lp, men ingen siger, det bliver sådan på plade nummer to. Udgangspunktet er dog, at lave den bedste musik vi kan, og derfor lægges barren også højt, og det er der vetoretten er overladt til mig som bandleder, siger Johnny.
– I forbindelse med vores akustiske tour rundt i landets pladebutikker er vi kommet tættere på hinanden, og når man sidder sådan en morgenstund og jammer med to-tre guitarer i underhylere i en lejlighed i København, ja, så kan magien pludselig opstå, og så forfølger man naturligvis momentet, griner Houmark.
– Det er det herlige ved musikken. Man kan ikke planlægge, hvornår den rammer, og det handler om at fange den, når ideerne kommer. Er ideerne gode nok, så er det lige meget, hvem det kommer fra i bandet. Så kan det bruges, tilføjer Houmark.
En af de to guitarister i bandet, Morten Mohr, har joinet os i det store øvelokale. Til dagligt bor han i førnævnte lejlighed i København, men kommer her fra byen. Han har også selv spillet i et væld af bandkonstellationer og kender oprindeligt Johnny gennem sin storebror, der gik i gymnasiet med ham. Og så var han stand-in i Powderhog i en periode.
– Så da jeg skulle samle et nyt band, var det naturligt at række ud til Morten, for det fungerede rigtigt godt dengang. Der er selvfølgeligt noget logistik og planlægning, der lige skal håndteres, men det går. Der er mange ting – rigtigt mange ting – som skal gå op i en højere enhed i et band, og det er jeg blevet meget mere opmærksom på. Både på scenen, men også i alle andre henseender, siger frontmanden.
Morten Mohr supplerer:
– Musik er den her nonverbale kommunikationsform, hvor det hele bare kan klikke og gå op i en højere enhed, når det bare spiller. Fodbold kan næsten gøre det samme og give dig den samme ubeskrivelige oplevelse, men musik kan noget helt specielt, og det er så sjældent, man oplever det. Og det findes der hverken skabeloner eller beregninger for; det sker bare, og ellers gør det ikke.
De to andre medlemmer af South of Sundays er Kristian “Krenne” Pedersen på trommer og Marcus Tue Honoré på guitar. Nøje udvalgt og headhuntet af Houmark. Den selvfinansierede plade, “Honey Tongue”, har været længe undervejs. Forsinket af corona, og oprindeligt planlagt til udgivelse langt før januar 2024, som det blev. I øvrigt med en overvældende releasefest på Vinbaren, hvor omtrent 200 publikummer proppede stedet til bristepunktet. Så bandet har haft gode muligheder for at øve og lære hinanden at kende – både som musikere og som mennesker. Sangene havde Houmark mestendels klar, inden de gik i studiet.
– Men så snart, man lægger sin guitar på, vil der også ske en fortolkning, en måde at spille en solo på for eksempel, så den enkelte musiker på den måde sætter sit præg på de enkelte sange, siger Morten Mohr.
En anden, som har sat sit præg på den færdige produktion, er Jacob Hansen, der tidligere har mixet og produceret for blandt andre Volbeat og Katatonia. Men det er Johnny Houmark, som har stået for langt det meste i processen, og pladen er udgivet på Houmark Music. De foregående to plader (med Powderhog) blev udgivet af et andet lokalt pladeselskab, Morten Nissens Trechoma Records, og det har derfor været en helt anden hands on-oplevelse denne gang. Både økonomisk og praktisk. Der er investeret tusindvis af både timer og kroner i projektet. Studieleje, teknikere, bookinger, interviews, cover, hjemmeside, regnskab. Alt muligt som egentligt ikke har med musikken at gøre.
– Der er så meget rundt om det at lave musik, som er så uendeligt vigtigt for at få lov til at komme ud og spille den. Men hvis der bliver en plade nummer to, og den er der allerede skrevet et par sange til, så kunne det måske være meget rart at få noget af det uddelegeret igen, siger Houmark, som udover South of Sundays og Houmark Music ApS har fuldtidsjob som pædagog, hvor han giver sin passion for musik videre til de indskolingselever, han underviser i samspil på Alslev Skole.
Og musikken? Den er lige-ud-ad-landevejen rock’n’roll med hurtige guitarriffs, tunge rytmer og ikke så mange dikkedarer. Naturligvis toppet med Houmarks karakteristiske, overbevisende stemme, som trods dåbsattesten ikke lider nogen nød.
– Elvis Costello, Mick Jagger og andre synger jo også stadigvæk godt, selvom de er ved at være gamle. Hvis musikken, sangene og sangeren er god nok, så vil folk også gerne have det. Om der så kommer et stort pladeselskab en dag, det tænker jeg ikke så meget over, og det er heller ikke det, der skal motivere en til at lave musik eller kunst i øvrigt. Jeg kan ikke lade være med det, og jeg brænder for at komme ud over rampen med det på den ene eller anden måde. Den musik vi laver i South Of Sundays skal ud og leve. Det har altid været målet, siden vi gik i gang med pladen.
South of Sundays “Honey Tongue”-lp. Limitid edition purple vinyl
Get the South Of Sundays “Honey Tongue” limited edition purple vinyl.The album is numbered by hand and is limited to 300 copies on purple vinyl (180 gr.).
Esbjerg kan godt være verdens navle
Hvorfor er Houmark egentligt aldrig rykket til København, hvor der måske er lidt kortere vej til et egentligt gennembrud, som man har set andre esbjergensiske musikere gøre med en vis succes?
– Det har jeg også overvejet. Det kunne også være sket, hvis vi var fortsat med Powderhog, og det havde været mere praktisk. Hvem ved; måske gør jeg det en dag … Jeg vil ikke udelukke, at det stadig kunne ske. Men præmissen om, at det hele skulle blive lettere af at bo i København eller Aarhus, den køber jeg ikke. Det korte af det lange er, at selvom tiderne er skiftet, og musikbranchen er en mere broget størrelse end for 20-30 år siden, så handler det stadigvæk om at arbejde hårdt for sagen, hvis man brænder for noget. Og det handler om at lave noget musik, som er godt. Hvis du laver god mad, så skal der nok også komme nogle for at spise den. Sådan er tingene skruet sammen. Hvis du ikke gør noget for sagen, men bare gemmer dig inde i dit øvelokale, så er det lige meget, om du kommer fra Aarhus, København eller Sdr. Bjert. Der kommer ikke nogen fra et stort pladeselskab og giver dig en million og en turnéplan. Sådan har det aldrig været, og sådan bliver det aldrig. Der skal kæmpes for sagen, siger Houmark.
Morten Mohr giver ham ret:
– Jeg har været til rigtigt mange koncerter i København gennem de senere år. I bund og grund er København jo bare fem store landsbyer, som er vokset sammen, og ja, der er flere mennesker – og flere bands og spillesteder, men der er bestemt lige så store muligheder for et band fra Esbjerg for at komme frem, og vejen over Storebælt er lige lang begge veje.
Faktisk føler de, at det pirrer nysgerrigheden blandt publikum endnu mere, når der kommer sådan et band fra det eksotiske Esbjerg, der ikke skal komme og tro, de er noget.
– Jeg synes egentlig, det kan være en del af udfordringen. Vi kommer herovre fra Jylland, drager på togt som en anden flok vikinger, og vender tilbage med nye erobringer. Det er meget fedt at drage ud i verden, og overbevise nye mennesker om at man har gang i noget, der er godt.
Esbjerg har gennem de seneste årtier leveret mange navne, der netop har fået et større eller mindre gennembrud på landsplan. Invocator, The Floor is Made of Lava, Kellermensch, Viva la Wolfe og Gustav Foss for bare at nævne nogle. Og for den sags skyld Powderhog, der fik følgende ord med på vejen af BT’s musikanmelder, Henning Høegh, om albummet “Return of the Gaucho”:
“Johnny Houmarks stemme er gjort af det stof, som rockhistorien er spundet omkring. Og både Metallica, Led Zeppelin og Diamond Head burde være stolte af deres lærlinge.”
– Det er rart at se, at det kan lade sig gøre at blive anerkendt og blive spillet i radioen, uden først at have slået sit navn fast i udlandet, som der ellers ofte er en tendens til, siger Morten Mohr.
– Og det er i øvrigt positivt, at vi som bands i Esbjerg kan finde ud af at bakke hinanden op, sådan har det ikke altid været. Tidligere kunne man ikke rigtigt lide hinanden, og havde en “os mod alle de andre”-attitude, hvor de enkelte bands bekrigede hinanden og bestemt ikke gik til hinandens koncerter. Og til fælleskoncerter og konkurrencer var det en del af gamet at håne hinanden, husker han.
Hverken Houmark eller Mohr ser musik som en konkurrence, og glæder sig over, at der generelt er gang i rigtigt meget godt i Esbjerg på musikfronten for tiden.
– Det arbejde, man laver i foreningen Musikby Esbjerg, hvor man sørger for øvelokaler og at unge mennesker kan få lov at prøve at give koncerter, det er godt gået. De gør det virkeligt godt, og der er initiativer som Fuzztival og Folk & Fæstival, som virkeligt sparker røv. Og det er fedt at se sådan nogle græsrødder spire i en tid, hvor vi ikke har Tobakken – eller måske netop, fordi vi ikke har Tobakken, så spirer tingene over det hele og rundt omkring. Selv på Esbjerg Park langt ude i Stormgade har man taget livemusikken til sig, og det bedste ved det hele er, at der tilsyneladende er et publikum, som rent faktisk gerne vil opleve livemusik. Det er på en måde naturstridigt og ulogisk, men det sker og det er fedt. Som en mælkebøtte, der mod alle odds vokser op igennem asfalten på en motorvej, slutter Houmark.
Den næste tid skal der strøm på instrumenterne igen. Efter en rundtur til landets pladebutikker i unplugged udgave, står der elektrificerede koncerter på programmet forude. Det arbejdes der i hvert fald på i Houmark Music, hvor klokken ofte kan gå hen og blive 23, inden laptoppen og telefonen bliver lukket ned, og det bliver fyraften.
