Vestjyderne kommer med optimisme efter 3-2-sejren over formstærke Herlev, mens SønderjyskE har været i Berlin for at afslutte Champions Hockey League-kampagnen og kom hjem med bussen klokken 05 torsdag morgen.
Nu gælder det altså det klassiske opgør som også er en gentagelse af sidste sæsons DM-finale. Den første kamp i den nye sæson endte med Esbjerg-sejr i det sønderjyske. Én af få succesoplevelser indtil nu i denne sæson under den nye træner Dan Jensens ledelse.
For publikum er kampen særlig. Men reelt er det jo en kamp som alle andre kampe i ligaen. SønderjyskE er en vanskelig modstander og de har et godt hold med mange kvaliteter. Men opskriften på succes er som i alle andre kampe, siger Esbjerg-træner Dan Jensen i klubbens kampoptakt.
– Og SønderjyskE spiller godt. Der er mange gode spillere på holdet og en del har rutine. De er forsvarende danske mestre og danske mesterskaber giver lidt ekstra. Så der venter os endnu en svær kamp, så vi skal fortsætte takterne fra tirsdag aften i Herlev, når vi møder SønderjyskE, tilføjer han.
– Jeg glæder mig over, at vi har fået Oliver Kjær tilknyttet truppen. Han er en stor gevinst for holdet. Han er en topspiller og var udtaget til VM, hvor en skade kom i vejen. Han er helt klart en forstærkning, som kan mange ting. Han formår bl.a. at binde en kæde sammen, lyder det fra Jensen.
Kjær fik lyn-comeback i sidste fredags arvefjendeopgør mod Herning Blue Fox, som desværre slog esbjergenserne 0-3. Men siden da er det altså blevet til en optur med en overtidssejr over formstærke Herlev Eagles.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
SønderjyskE tabte 0-8 i Berlin og stillede der med et meget afbudsramt mandskab og mange unge spillere. I den kontekst var træner Anders Førster tilfreds med indsatsen i Tyskland, og han kan nu koncentrere sig om Metal Ligaen og i første omgang jagten på Metal Final4.
Det forventer vi: En kamp på centimeter som altid, når de to hold mødes. Lokalopgøret mellem Esbjerg og SønderjyskE er noget specielt og med de to holds formkurve og skader in mente, kunne det sagtens ligne en 50-50-dyst.
Hold øje med: Hvem får buret for Esbjerg? Henriksen mod sine gamle holdkammerater eller Smith, som stod glimrende i Herlev. Pettersson kommer fra to shutouts mod Frederikshavn og Rødovre. Duellen i buret bliver spændende og afgørende.
Skader/karantæner: Esbjerg var i Herlev uden Jeff King og Frederik Bjerrum. SønderjyskE havde et hav af spillere ude og sygdom i truppen i Berlin. Daniel Kønig, Rasmus Lyø, William Pelletier, Otto Kröger, Gabriel Desjardins og Valdemar Ahlberg sad ude og Tobias Villykke sad ude. Siden har SønderjyskE forstærket sig med Cam Brown.
Statistikken: Gordie Ballhorn skød hele ti gange på mål i Herlev tidligere på ugen, mens SønderjyskE altså kommer fra 120 minutter uden mål imod i sidste weekends kampe i Frederikshavn og hjemme mod Rødovre.
Historikken: Første match i sæsonen i Granly Hockey endte med en 4-3-sejr til Esbjerg i Sydjysk Sparekasse Arena efter straffeslag.
Metalligaen.tv: Søren Kaster er på plads for at guide seerne gennem de 60 minutter i Granly Hockey Arena.