Vil du være med til at gøre Danmark grønnere – og give dine børn en oplevelse, de kan huske?
Så tag familien med til Billum Kirkeskov på søndag den 2. november, hvor alle kan være med til at plante træer til fremtidens skov.
Det hele er en del af det landsdækkende initiativ ”Danmark Planter – med Grøn Trepart”, hvor voksne og børn over hele landet hjælper med at skabe nye grønne områder og mere natur.
– Jeg drømmer om, at alle børn engang i fremtiden kan sige, at de har plantet et træ i en af de danske skove. For når man er med til at skabe natur, passer man også bedre på den, siger minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus i en pressemeddelelse.
Hygge, natur og gode gerninger
Ved Billum Kirkeskov venter en dag med familiehygge og frisk luft. Her kan I plante træer, samle frø og bær – og bagefter nyde varm kakao, snobrød eller pandekager over bål.
Det handler ikke kun om at få jord under neglene, men om at være en del af noget større: at skabe skov og natur til gavn for både mennesker, dyr og klimaet.

Skovrejsningen i Billum er en del af regeringens grønne trepartsaftale, som frem mod 2045 skal sikre 250.000 hektar ny skov i Danmark – svarende til et areal på størrelse med Lolland-Falster og Bornholm.
Skovene skal hjælpe klimaet, beskytte drikkevandet og skabe nye levesteder for dyr og planter – og søndag kan alle i Billum være med til at tage det første spadestik.
📍 Tid og sted:
Søndag den 2. november kl. 10.00, Billum Kirkeskov ved Billum Kirke, Kildegårdsvej 2, 6852 Billum
Læs mere på www.nst.dk/danmarkplanter.
Del eller print:
- Click to share on Facebook (Opens in new window) Facebook
- Click to share on LinkedIn (Opens in new window) LinkedIn
- Click to share on X (Opens in new window) X
- Click to share on Threads (Opens in new window) Threads
- Click to email a link to a friend (Opens in new window) Email
- Click to print (Opens in new window) Print

