Siden 1967 har Club B ligget på adressen Kirkegade 14 og igennem alle årene har butikkens varemærke været kvalitet og tidløst design.
I 1986 kom den nuværende indehaver, Hanne Lodberg til.
– Jeg havde altid drømt om at få job i Club B, fortæller Hanne Lodberg, som kom i lære i 1986. I 2002 overtog hun butikken og siden har hun holdt fast og udvidet konceptet om at håndplukke godbidder til sine kunder.
– Når jeg handler ind i Milano, København og London, har jeg altid mine kunder i tankerne. Jeg tænker altid på, hvad der måtte klæde mine kunder, fortæller Hanne Lodberg, der har fingeren på pulsen og altid ved, hvad hun går efter.
Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!
Club B forhandler både danske og internationale mærker og blandt de danske er Elise Gug og Utzon, mens de internationaloe mærker blandt andet tæller Monclair, 7-jeans, Versace, Armani, Harris Wharf London og nye mærker som Tagliatore og Robert Friedman. På taskesiden er Mulberry det store hit i forretningen, som også har den glæde at have kongehuset som kunde.
Club B er kendt over hele landet for et helt enestående modeshow, som Hanne Lodberg har arrangeret en gang om året på Musikhuset Esbjerg, siden hun overtog butikken.
Det er det helt store tilløbsstykke, når omkring 800 kvinder en aften i september indtager musikhusets store sal for at se, hvad Club B mon byder på indenfor tøj og tilbehør.
For Club B, som har haft adresse i Kirkegade i en lang række år, er det en stor fornøjelse at så mange andre modebutikker har fundet vej til gaden indenfor de senere år.
– Det har været så godt for os. Det har været en stor fordel, og vi vil gerne have endnu flere fysiske butikker ind til midtbyen, fastslår Hanne Lodberg.
Seks modebutikker med tøj og tilbehør til hende holder til i den del af Kirkegade, som strækker sig fra Borgergade til Skolegade. Vi tog på modekig i de forskellige fristende butikker. Udover Club B har vi besøgt Rokz, Marie Lahn, Butik Emsig, Gundtoft og Huset Ollie.