MOBILVERSION

19. august 2025

Varmestuen lægger hus til Realdanias 25 års jubilæum i Esbjerg 

Oplev en anderledes festival i Kirkens Korshærs varmestue på Ribegade – med musik, samtale og fællesskab - når Realdania fejrer 25 års jubilæum.

Oplev en anderledes festival i Kirkens Korshærs varmestue på Ribegade – med musik, samtale og fællesskab - når Realdania fejrer 25 års jubilæum.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Oplev en anderledes festival i Kirkens Korshærs varmestue på Ribegade – med musik, samtale og fællesskab – når Realdania fejrer 25 års jubilæum.

Hvordan skaber man rammer, der gør os trygge, giver plads til nærvær og styrker fællesskabet?

Det er præcis dét spørgsmål, som Kirkens Korshærs varmestue i Ribegade 5 sætter i centrum, når Realdania markerer sit 25-års jubilæum med en festival for fællesskab – og inviterer alle indenfor til en ganske særlig dag.

Uden Realdania var den nye varmestue, der åbnede for blot to år siden, aldrig blevet til virkelighed – nu bliver værestedet et af i alt 25 byggerier rundt omkring i landet, der danner ramme om et jubilæumsarrangement.

Den 6.-7. september byder varmestuen således på et unikt program, hvor arkitektur, musik og samtale flettes sammen.

Dagen indledes med en sangtime under temaet “Syng dig tættere på dem omkring dig” med musiker og komponist Katrine Muff. Senere samme dag mødes designer Søren Vester og forfatter Malte Tellerup til en samtale om “Fra holdånd til håndværk – hvorfor vi samles”.

Brugerne har deltaget i udformningen af varmestuen, som åbnede i 2023, og det har givet en anderledes varmestue, ifølge Realdania. Arkivfoto.
Brugerne har deltaget i udformningen af varmestuen, som åbnede i 2023, og det har givet en anderledes varmestue, ifølge Realdania. Arkivfoto.

Sociale mursten med betydning

For Kirkens Korshær handler en varmestue ikke kun om mursten og tag over hovedet. Rammerne skal også kunne rumme omsorg, ro og fællesskab.

Derfor blev varmestuen i Esbjerg genopført med støtte fra blandt andre Realdania og A.P. Møllerske Støttefond – bygget efter princippet “sociale mursten”.

– Vi ønsker, at vores brugere mødes med ro og hygge, når de træder ind i varmestuen. Her skal være plads til både samtale, aktivitet og stilhed. Arkitektur, lys og farver er med til at skabe den tryghed, som socialt udsatte har brug for, fortæller områdeleder i Kirkens Korshær i Esbjerg, Kaj Skjølstrup.

I dag besøger omkring 75 mennesker dagligt varmestuen, der fungerer som fristed og mødested – et sted, hvor man kan få et måltid mad, en kop kaffe eller bare ro til at være sig selv.

Der er fokus på, at de fysiske rammer på værestederne for socialt udsatte indrettes, så de understøtter den socialfaglige indsats optimalt.
Der er fokus på, at de fysiske rammer på værestederne for socialt udsatte indrettes, så de understøtter den socialfaglige indsats optimalt. Arkivfoto.

Festival for fællesskab

Hos Realdania er netop fællesskabet i fokus, når jubilæet markeres landet over.

– I de seneste 25 år har vi arbejdet for at skabe fysiske rammer, der øger livskvaliteten, der hvor vi bor og lever. Og der er intet, der er så vigtigt for vores livskvalitet, som de relationer, vi har, og de fællesskaber, vi er en del af. Derfor kunne vi ikke forestille os en bedre måde at markere vores jubilæum end med en festival, der sætter fokus på alt det, som fællesskaberne kan, siger administrerende direktør i Realdania, Nina Kovsted Helk.

Oplev varmestuen indefra

Normalt er varmestuen i Ribegade forbeholdt brugerne. Men denne dag åbnes dørene for alle byens borgere, der kan opleve, hvordan en moderne varmestue ser ud – og samtidig deltage i to stærke kulturoplevelser i anderledes rammer.

Festival for fællesskab finder sted lørdag den 6.-7. september 2025 i Kirkens Korshærs varmestue, Ribegade 5, Esbjerg.

– Ud over selve arrangementerne bliver der lejlighed til at se varmestuen, købe en kop kaffe og høre mere om hvad det er for et sted vi har, oplyser Kaj Skjølstrup.

Billetter er gratis, men skal reserveres via Realdanias hjemmeside.

Del artiklen