Søndag kan publikum i Esbjerg opleve ægte vestjysk jazzhistorie, når River Jazz & Blues Band – med mere end 50 år på bagen – spiller på Dronning Louises 1. sal.
Søndag kan publikum i Esbjerg opleve ægte vestjysk jazzhistorie, når River Jazz & Blues Band – med mere end 50 år på bagen – spiller på Dronning Louises 1. sal.
River Jazz & Blues Band, i daglig tale River Band, blev dannet i Vestjylland i 1971 af musikere fra Lemvig og Holstebro. Navnet stammer fra Storåen, der løber gennem området – og siden da har orkestret været på en imponerende musikalsk rejse.
I mere end et halvt århundrede har bandet turneret uden pause både i Danmark og i udlandet, hvor deres energiske blanding af jazz, blues, latin og spirituals har begejstret publikum.
Musik med publikum i centrum
River Bands koncerter er kendt for den særlige kemi mellem musikerne – og den direkte kontakt til publikum.
Med klassiske jazznumre, elegante arrangementer og rytmer, der inviterer til at vippe med foden eller tage en svingom på gulvet, er bandet garant for en levende og nærværende koncertoplevelse.
Mange af orkestrets numre og arrangementer er skrevet af bandets stifter Torben Lassen, der både spiller trompet og mundharmonika. Flere af hans kompositioner er gennem årene blevet faste indslag på jazzspillesteder rundt i landet.
Seks erfarne musikere på scenen
River Band består i dag af:
- Torben Lassen – trompet m.m.
- Allan Bjerregaard – trækbasun m.m.
- Filt Kristensen – tenorsax m.m.
- Jens Nørholm – klaver
- Jørgen Nielsen – kontrabas
- Tobias Leonardo Pedersen – trommer
Jazz og smørrebrød på Dronning Louise
Koncerten finder sted på 1. sal på Dronning Louise på Torvet, hvor de populære jazzarrangementer afholdes søndag eftermiddag.
Billetter købes via Esbjerg City Jazzklubs hjemmeside, hvor man også kan melde sig ind og derved opnå rabatter på sæsonens koncerter.
Dørene åbner kl. 11.30, mens musikken spiller fra 13.00 til 15.30.
Der er også mulighed for lidt godt til ganen undervejs:
🥪 Smørrebrød: 40 kr. pr. stk. eller 3 for 100 kr.
☕ Kaffe og kage i pausen: 40 kr.
Smørrebrødet købes på 1. sal og kan ikke forudbestilles.
For dem, der vil starte dagen tidligere, åbner Dronning Louise allerede kl. 10.00, hvor man kan spise fra spisekortet i restauranten i stueplan.


































