Interesserer du dig for at formidle i enten tekst eller billeder? Og interesserer du dig for Esbjerg? Kunne du tænke at være med til at gøre EsbjergLiv.dk endnu mere nærværende, læsværdig og indholdsrig, så læs med her.
Måske er du studerende eller efterlønner – eller muligvis har du bare et par timer i overskud i ny og næ. Det kommer sig ikke så nøje, da du kun skal dække de emner og begivenheder, du selv har lyst til. Det kan være anmeldelser, interviews eller personlige portrætter af emner som musik, teater, fodbold, street art eller tusinde andre ting, der foregår eller har rødder i Esbjerg.
I hvert fald hører vi gerne fra dig, hvis du vil være med til at bidrage til EsbjergLiv.dk på den ene eller anden facon. Vi stiller ikke krav om, at du er uddannet det ene eller det andet, men du skal naturligvis have evnen, interessen og lysten til at arbejde med lokaljournalistik.
Der vil være mulighed for gratis oplevelser i Esbjerg i forbindelse med, at du fx skal skrive en anmeldelse, overvære en sportskamp etc. Løn/freelancehonorar efter nærmere aftale.
Det vigtigste er, at du:
👉 Er sprogligt stærk i dansk og god til at jonglere med ord.
👉 Brænder for hvad der sker i Esbjerg.
👉 Helst kan skrive mindst to anmeldelser/reportager/artikler om måneden.
👉 Er initiativrig og selv kan finde på gode idéer til artikler.
👉 Måske er en erfaren bruger af sociale medier.
Lyder det som noget for dig? Eller har du spørgsmål til ovenstående? Så send en mail til os HER!
EsbjergLiv.dk gik i luften i april 2024. Vi har redaktionslokale i et kontorfællesskab på Torvet i Esbjerg – lige i hjertet af byen. Vi er 100% lokalt forankrede og læses hver dag af tusindevis af esbjergensere. Vi har en oprigtig og ærlig ambition om at lave byens bedste onlineavis til glæde og gavn for læsere, forretningsdrivende, foreninger og institutioner i Esbjerg.