MOBILVERSION

21. april 2026

15 bød ind – nu er vinderen fundet: Nyt byrum skal samle kvarter i Esbjerg

Et nyt grønt samlingspunkt er på vej i Esbjerg: SLA skal skabe levende byrum med fokus på fællesskab, natur og genbrug.

Et nyt grønt samlingspunkt er på vej i Esbjerg: SLA skal skabe levende byrum med fokus på fællesskab, natur og genbrug.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Et nyt samlingspunkt for beboerne i Det Internationale Kvarter er rykket et stort skridt tættere på.

Esbjerg Kommune har nemlig udpeget teamet bag SLA som vinder af opgaven med at udvikle kvarterets kommende byrum og bypark – et projekt, der skal blive områdets nye hjerte.

Stærk konkurrence

Interessen for opgaven har været massiv.

Hele 15 rådgiverteams bød ind, og fire blev udvalgt til at give deres konkrete bud. Nu er det altså SLA – i samarbejde med ReVærk, Aaen Engineering og Niras – der løber med opgaven.

– Vi har haft et stærkt felt af tilbudsgivere, og det har været tydeligt, at mange har taget opgaven og ambitionerne meget alvorligt, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Bygget på fællesskab

Det nye byrum skal ikke bare være pænt – det skal bruges.

Ambitionen er at skabe et levende sted, hvor beboere mødes, deltager og selv er med til at forme området. Derfor bliver samskabelse med lokale kræfter en central del af projektet.

Allerede i dag danner området ramme om aktiviteter som den årlige lysfest – og netop den type fællesskab skal have endnu bedre vilkår fremover.

Fokus på genbrug og natur

Projektet får også en tydelig grøn profil.

Der arbejdes målrettet med genbrugsmaterialer, biodiversitet og såkaldt “spiselig natur”, hvor planter og landskab ikke kun er til pynt – men også kan bruges aktivt.

Samtidig bliver vand en vigtig del af oplevelsen. Regnvandssøen, Portalparken og kvarterpladsen skal bindes sammen, så vandet bliver et synligt og levende element i området.

Klar i 2028

Med valget af SLA går projektet nu ind i næste fase, hvor de konkrete løsninger skal udvikles i tæt samarbejde med både kommunen og lokale aktører.

Målet er, at det nye byrum står klar i 2028.

Del artiklen