MOBILVERSION

6. maj 2026

2,5 tons vintagefund rykker ind i GAME Streetmekka

2,5 tons vintagetøj, unikke fund og bæredygtig shopping rykker ind i GAME Streetmekka, når Hello Vintage besøger Esbjerg på lørdag.

2,5 tons vintagetøj, unikke fund og bæredygtig shopping rykker ind i GAME Streetmekka, når Hello Vintage besøger Esbjerg på lørdag.

Lørdag bliver GAME Streetmekka Esbjerg på den gamle remise i Nørrebrogade forvandlet til et stort vintageunivers, når Hello Vintage gæster Esbjerg med et pop-up marked fyldt med farverige skjorter, retrofund og bæredygtig mode.

Bag arrangementet står virksomheden Hello Vintage, der rejser rundt i Danmark med store vintage-events og tonsvis af secondhand-tøj fra hele Europa.

Denne gang tager de godt og vel 2.000 kilo vintagetøj med til Esbjerg, hvor besøgende kan gå på jagt efter alt fra denimjakker og sportstrøjer til skjorter, sweatshirts og unikke styles fra tidligere årtier.

Betal efter vægt

Konceptet er inspireret af en slikbutik: Gæsterne finder deres favoritter og betaler efter vægt.

Ifølge Hello Vintage handler det både om stil og bæredygtighed.

– Vores mission er at kombinere mode og bæredygtighed på en måde, der inspirerer og engagerer. Vi ønsker at gøre det nemt og attraktivt at træffe mere ansvarlige valg – uden at gå på kompromis med stil, fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.

Arrangementet byder også på musik, overraskelser og en særlig gave til de første ti gæster i køen.

Vintagebølge fortsætter

Interessen for vintage og genbrugsmode er vokset markant de seneste år – især blandt unge – og Hello Vintage oplever stor interesse for deres pop-up events rundt i landet.

I pressemeddelelsen peger virksomheden samtidig på, at tøjbranchen er blandt verdens mest forurenende industrier, og at genbrug derfor spiller en vigtig rolle i et mere bæredygtigt forbrug.

Fakta om eventet

Hvornår: Lørdag 9. maj 2026 kl. 12.00-16.00
Hvor: GAME Streetmekka Esbjerg, Nørrebrogade 1C
Entré: 30 kroner
Børn under 15 år: Gratis adgang

Ved køb af billet online refunderes entrébeløbet ved køb af tøj.

Del artiklen