IMOD ALLE ODDS: Han forsvor godt nok, at han ville blive så gammel, som han er. For det ligger ikke til familien. Og siden debuten som rocksanger for 66 år siden har livet været fyldt med røg, sprut, rock’n’roll og rødt oksekød. Men Rock-Finn er still going strong – og snart optræder han hos Stalden Esbjerg.
– Kæften går. Smøgen går.
Sådan sagde en journalistkollega engang om Rock-Finn. I kærligste mening vel at mærke.
Da undertegnede skulle portrættere Finn i forbindelse med hans 50 års-jubilæum som rocksanger i 2008, tog interviewet sammenlagt over 20 timer. Først en kort aftale på Rådhuskroen, der blev til en hel aften, og sidenhen en hel eftermiddag, aften og en halv nat i privaten i villaen i Sædding.
For gu’ snakker han, Rock-Finn, men han snakker helst ikke om hverken sig selv eller fortiden. Ingen scrapbøger. Ingen avisudklip. Ingen gamle billeder eller andet memorabilia. Intet at genere arvingerne med, som han selv udtrykker det.
Han har altid skuet fremad. Selv i dag. Og af samme grund har han altid hadet de der nostalgi-festivaler, vi har haft så mange af i Esbjerg.
– Det er jo det nye, der skal frem. Det nytter ikke noget med alle de gamle travere; dem har vi jo hørt til hudløshed, siger Finn.
Men du har selv været formand for tresserklubben, været synonym med nostalgifestivaler og publikum har set på dig i 66 år. Hvordan hænger det sammen?
– Det kan du godt kalde selvimodsigende. Men det spændende ved musik er – synes jeg – at fortolke tingene på en ny måde hver gang, man synger et nummer. Og publikum skal sgu’ kunne mærke, om forsangeren har haft en dårlig dag og derfor hvæser lidt mere i mikrofonen. Der skal være følelser i. Ellers er det lige meget, bebuder rockveteranen og sender en svada afsted mod alle de bands og kunstnere, der går på scenen aften efter aften og lirer det samme, nøje tilrettelagte show af hver gang.
– Det er kedeligt. Og musikerne skal improvisere. Ellers bliver det for maskinelt.
Op til nytår i 2007 følte Rock-Finn sig som den mest forhadte mand i byen. Han havde “tilladt” sig at fremføre et halvsyret Pink Floyd-nummer til den populære, årlige Tresserfest anden juledag på Tobakken. Det var ikke noget for publikum, som var vant til 100 procent dansabelt musik fra de glade 1960’ere.
– Det var utroligt, at ud af en seks timers koncert, så var det de fire minutter, folk snakkede om. Men man skal sgu også kunne slå sig på musik og blive udfordret. Jeg har aldrig været en, der gik i ét med tapetet, siger Finn.
Det kan der nok være noget om. Og holdninger har han mange af. Langt de fleste uden for citat. Om oksekød, om globaliseringen, om gule fagforeninger, om politik, om aviser, om Ukraine, om andre mennesker, om kommunen, om Tobakken – hvor han selv var bestyrelsesformand i sin tid. Men mest om musik.
Selv optræder han ikke så ofte længere. Med over 79 x 365 på bogen plus skuddage, er han ingen vårhare. Men stemmen er der endnu. Og for nyligt har Rock-Finn sågar været i studiet med nogle yngre kræfter, hvor de fik indspillet nogle Johnny Cash-numre, som også vil være på repertoiret torsdag den 19. september, når der skal trædes op på Stalden i Borgergade.
Det er 66 år siden, at Rock-Finn første gang trådte frem på en scene. Som 13-årig. Om det var på Vestre Skole eller i ungdomsklubben Centrum, husker han ikke. Og det interesserer ham egentligt heller ikke. Karrieren begyndte rundt om i baggårdene omkring Finlandsgade, hvor han voksede op.
Allerede som 11-12 årig debuterede han her som gårdsanger og sang tidens popsange; Gustav Winckler og den slags var på repertoiret, ledsaget af en kammerat på mundharmonika.
– For de penge folk kastede ned til os, gik vi hen til købmanden og købte Fem Eiffel eller York og en flaske Pullimut. Og øllene snuppede vi hjemme hos hans far. Der var ikke noget af det, der vakte begejstring derhjemme, husker Finn, og klukker af grin på sin helt egen særegne facon – hvad han ofte gør – så han er ved at få røgen fra et af dagens mange dybe sug fra en Rød Winston 100 galt i hals.
Efter skoletiden tog han ud for at sejle. Men kom hurtigt i havn igen.
Han forsøgte sig også med både slagter-, køkken- og smedefagene, inden han fandt sig til rette som maler, hvor mester accepterede, at Maler-Finn blev til Rock-Finn om aftenen, og derfor ikke altid var lige frisk om morgenen.
– I dag er der mange, der kalder sig selv musikere eller kunstnere, og tror de er det næste store hit. I virkeligheden er de bare arbejdsløse. Der mangler lidt realitetssans, og man har lidt for høje tanker om sig selv. Det har jeg aldrig haft. Jeg har optrådt for at glæde folk – ikke for at sætte mig selv i centrum. Det er musikken, det drejer sig om. Ikke pengene eller berømmelsen. Det har aldrig rigtigt været mig. Og det er ikke fordi mulighederne ikke har været der, formaner den erfarne rocksanger.
I dag er han formand for den lokale forening for pensionerede malere, og selv om der er en del rock’n’roll-livsstil over ham, virker han på den anden side til at være mindst lige så borgerlig som de fleste af os andre. Bare med kant. Der er den civile Finn Gert Jensen og så er der Rock-Finn.
Både før og efter ‘gennembruddet’ i The Yarrows og Finn Gert & The Electric Stompers, der chokerede publikum over hele landet ved at spille beskidt rythm’ n’blues (i den oprindelige forstand) og ved at optræde i smoking, slask-i-røv-frakker og bare tæer, er det blevet til adskillige hundrede koncerter. Rigtigt mange af dem her på hjemmebanen i Esbjerg, men der bliver længere og længere imellem dem.
– Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få så mange år her på jorden, som jeg har fået. Det ligger ikke til familien, og min livsstil taget i betragtning, så må jeg være undtagelsen fra reglen, hvis man skal tro på, hvad lægerne siger er sundt.
– Jeg er ikke færdig som sanger, men sidste salgsdato nærmer sig ubønhørligt, konstaterer Rock-Finn, der glæder sig til at optræde på Stalden torsdag den 19. september. Mere om det på linket her:
Læs også: En aften med nostalgi og rock 
