I en tid, hvor flere af de brune bodegaer drejer nøglen, er Boretårnet fortsat i fuld vigør. Søndag fejredes værtshusets 40-års jubilæum.
Sidemanden i baren opdager undertegnedes kamera.
– Er du fotograf eller sådan noget?
– Jaeh, jeg prøver da på det …
– Så var det fandme synd, du ikke var her i sidste weekend, da jeg faldt ned fra barstolen og røg på sygehuset. Jeg gik ud som et lys. Jeg tror nok, jeg slog hovedet …
En anden i baren bryder ind:
– Men du kom da igen dagen efter. Vi var ellers ved at blive helt bekymrede for dig!
Sådan kan det gå. Og da sidemanden finder ud af, at manden med kameraet også skal skrive lidt, bliver stemningen næsten helt salig:
– Du kan godt skrive, at det er byens bedste værtshus det her. For det er det. Det er fem stjerner, det er det bare. Folk er bare så gode til at tage sig af hinanden herinde; det er bare én stor familie. Så mindst fem stjerner.
Så er det vedtaget.
Uden at det skal lyde mere romantiserende, end det er ment, indkapsler ovenstående på mange måder alt det, som kendetegner en såkaldt brun bodega med et fast klientel af stamkunder: Uhøjtideligheden, ligefremheden, ærligheden, sammenholdet.
Et fristed for en skrumpende befolkningsgruppe. Tilværelsens epicenter for nogle. En flygtig og forbipasserende passage rapide for de fleste. Sidstnævnte er det højtid for her i julemåneden, hvor folk til og fra julefrokoster frekventerer bodegaen på hjørnet af Gl. Vardevej og Fanøgade.
På grund af beliggenheden og de højfrekvente visitter fra nabolagets medborgere af grønlandsk herkomst, kaldes Boretårnet ind imellem i folkemunde for “grønlænderambassaden”. Denne søndag er der dog kun to at spotte, men værtshuset er godt fyldt op af folk +40 og op omkring det dobbelte.
En kvinde er i gang med en af de tre spillemaskiner og har da også endeligt heldet med sig, da automaten begynder at spytte klingende guldmønter ud.
– Så kan vi også lige klare dagen i morgen, siger hun med et grin.
Og sådan er det også ofte på et værtshus. Det handler om dagen og vejen. De ensartede boligblokke i det omgivne “havregrynskvarter” bebos ikke af mennesker, der tilhører den højeste indkomstgruppe i byen. Men her leves livet også.
Ambitionerne og opsparingen er sjældent til de store og Instagram-egnede jordomrejser, men på en time kan folk på det jævne – eller ujævne – få en mindst lige så stor oplevelse af at tage et smut på bodega, som dem med de honette ambitioner kan få på en 14-dages krydstogt. Men det er selvfølgeligt langt fra sikkert, at nogen kan huske noget i morgen.
Og så er det jo bare at rejse sig ved den barstol, man er faldet ved, og prøve igen. Op under tågerne af den til tider tykke cigaretrøg, der er et helt naturligt og fast element i et brunt etablissement.
Den 1. december 1984 slog Boretårnet dørene op første gang. Lidt som en efternøler af det store boom sidst i 1970’erne, hvor steder som Havkatten, Jagthytten og det nu lukkede Stenbukken åbnede.
Som alt andet i verden følger den slags også konjunkturerne i samfundet – både de økonomiske, men også de mere værdibaserede. I vor tid er det ikke nye værtshuse, der åbnes flest af, men at der fortsat er et publikum – selv på en søndag – kan de bekræfte på Boretårnet.
– Og der er jo ikke ret mange her, der er så unge, at de skal tidligt op om mandagen, siger en kvindelig gæst og slår en stor, hvæsende latter op.
En anden af gæsterne fortæller, at Boretårnet i en årrække var taxachaufførernes foretrukne sted, når de efter en hård fredag-lørdag endeligt selv kunne holde weekend fra søndag aften.
Det var ellers AP og Havheksen i gamle dage, for ikke mange steder havde (endsige har) jo særligt sent åbent om søndagen, men da stedet i Torvegade lukkede i 2014 efter ejeren Jørn Jørgensens pludselige død, blev Boretårnet til weekendchaufførernes nye bastion.
Men selvom Boretårnet ved første øjekast er som en typisk bodega med lykkehjul, hvor man på faste tidspunkter drejer om ølprisen, poolbord med gratis spil om søndagen, rafleturneringer imod andre af byens værtshuse, sport på den ophængte fladskærm, sjusser og finker, der indimellem ryger af panden, så er stedet på mange måder også helt sit eget.
Der kommer stadigvæk masser af folk i blåhvide og blågule trøjer i forbindelse med fodbold- og ishockeykampene, der er fra tid til anden livemusik – fx på denne søndag, hvor en dame fra Kalundborg, der slet og ret går under kunstnernavnet Charlotte, spiller op til dans og singalong.
– Hun kan virkeligt få folk op ad stolene, bemærker stedets medejer, 37-årige Denise Michael, dybfølt.
– Ja, det er sgu ellers ikke ret møj motion, folk her plejer at få, men i dag har vi godt nok fået en del for pengene da, indskyder en gæst længere henne i den ret aflange bar.
Her er åbent alle ugens dage fra klokken 11 og indtil tidligst 22, hvor volumen, promillen og antallet af gæster typisk stiger proportionalt med klokkeslættet og ugedagen.
Men alligevel er der ingen hånlige blikke imod journalistens cola og danskvand. Den slags kan sagtens tolereres selv på en beværtning som denne, hvor der ryger flest af de grønne flasker over disken. Generelt er tolerancen og inklusionen på et værtshus langt højere end i den verden, der venter udenfor. Måske var det i virkeligheden under et værtshusbesøg, Lars Løkke opfandt den med, at ”der er højt til loftet og langt til døren.” Who knows?
Man skal ikke tage fejl af de uskrevne regler. Etiketten skal vendes mod kunden, askebægeret skal tømmes regelmæssigt og det koster en omgang at hive i klokken. De bliver også fulgt på Boretårnet. Og sætter man sig i baren, er man åben for at snakke. Sætter man sig ved et bord, signalerer man, at man gerne vil være i fred.
Og så er det i øvrigt en god idé ikke at være alt for sart.
Da vi skal tage et billede af værtinden, Denise Michael, ved poolbordet, kommer en herre på de godt 60 – det være sig både i alder og dagligt forbrug af Grøn Cecil at dømme på stemmen – i tanke om en hændelse forleden:
– Hahaha, I skulle have set. Der var et ungt par inde (og spille pool, red). Ham fyren … hvis han var lige så dårlig til at få den i hul hjemme i soveværelset, så skal han ikke være ræd for at komme til at betale børnepenge foreløbigt da …!
Historien udløser et stort latterbrøl, og er vel et meget godt eksempel på det, man kan kalde for god værtshushumor. Og at få trænet lattermusklerne i ny og næ, skulle vist være meget sundt.