Esbjerg Taekwondo Klub tager hjem med seks guld, fem sølv og fem bronze fra DM 2024 i Taekwondo Teknik og Kamp, som i denne weekend har fundet sted i Vejle.
Esbjerg Taakwondo Klub kunne notere sig imponerende præstationer på både teknik og kamp ved Danmarksmesterskabet i Vejle, der er blevet afholdt i denne weekend.
Esbjerg Taekwondo Klub deltog med 19 udøvere ved Danmarksmesterskabet i både teknik og kamp. Klubben var stærkt repræsenteret med ni udøvere i teknik og ti i kamp, og samtlige udøvere leverede fremragende præstationer.
Esbjerg Taekwondo Klub trak i alt seks guld-, fem sølv- og fem bronzemedaljer med hjem, hvilket er et imponerende resultat, især da mange af udøverne stillede op i nye teknikklasser og vægtklasser i kamp, oplyser klubben.
Medaljevinderne
– Guld: Pernille Valencia Hansen, Leen Sio, Oliver Rinddal Andersen, Jamie Ajdendorff, Anton Schmiegelow og AbdulMalik Saraliev
– Sølv: Pernille Valencia Hansen, Naja Curovac, Nikolas Valbjørn, Katia Sydbøge og Yusuf Duran
– Bronze: Lærke Skovgaard, Deni Saraliev, Jasmin Shire, Eva Juhl Christiansen og Anders Bennedsen
Derudover var der stor opbakning fra klubbens øvrige medlemmer, der var til stede for at støtte de konkurrerende udøvere, hvilket bidrog til en fantastisk stemning hele lørdagen.
Priser og anerkendelser
Esbjerg Taekwondo Klub var ikke kun i kamp på måtterne – klubben kunne også bryste sig af Jakob Al-hamdani, der blev kåret som Årets Teknikdommer ved DM 2024. Jakob, som har været teknikdommer i mange år, blev anerkendt for sin dedikation og faglige viden.
Desuden var klubben også repræsenteret med dommere i kamp: David Coupar, Søren Dall og Mikkel Andersen, som alle bidrog til den høje standard under konkurrencerne.
Stolte trænere og tak til støttepersonerne
– Vi er utroligt stolte af alle vores udøvere, og vi ønsker at anerkende deres hårde arbejde og dedikation. Det var en fantastisk dag, og vi vil gerne takke alle udøvere, forældre og klubbens øvrige medlemmer, der rejste med og gav deres støtte. I har alle været en stor del af vores succes, udtaler teknik- og kamptrænerne fra Esbjerg Taekwondo Klub.
Selvom Emma Sergeant, Aleksander Jacobsen, Lana Sio og Nynne Vad Rasmussen ikke endte på medaljepladserne, viste de imponerende takter og gjorde sig virkelig bemærket med deres indsats.
Fakta: Esbjerg Taekwondo Klub har i mange år været en af de ledende klubber i Danmark, og med de stærke præstationer ved DM 2024 har de endnu engang vist, at de er en af de bedste klubber på både nationalt og internationalt niveau.