Smil, krydderier og latter fyldte gårdhaven bag Det Internationale Hus i Torvegade, da Verdenskultursdagen i Esbjerg blev fejret søndag.
Smil, krydderier og latter fyldte gårdhaven bag Det Internationale Hus i Torvegade, da Verdenskultursdagen i Esbjerg blev fejret søndag.
Smil, krydderier og latter fyldte gårdhaven bag Det Internationale Hus i Torvegade, da Verdenskultursdagen i Esbjerg blev fejret søndag.
Dagen, som bærer den officielle titel “World Cultures Day” bød på en mangfoldig palet af smagsprøver, musik og workshops – men mest af alt på møder mellem mennesker.
Allerede fra formiddagen strømmede gæsterne til, og stemningen var i top blandt både arrangører og besøgende. Frivillige i gule t-shirts stod klar med alt fra mocktails og internationale retter til kreative aktiviteter og fællesskabsskabende projekter.
Arrangementet fandt sted i fængselsgården bag det gamle Ting- & Arresthus, hvor Esbjerg Tilflytterservice har til huse.
Bag arrangementet stod en engageret gruppe frivillige, blandt andre Clarisa-Elena Diacono fra Rumænien og Julie Chirkov fra Rusland, som EsbjergLiv.dk tidligere har talt med om dagen. Sammen havde de sat rammerne for en dag, hvor kulturer mødtes på kryds og tværs. Og det var tydeligt, at ambitionen lykkedes. Dagens motto kunne meget vel have været: “Forskellighed skaber fællesskab”.

Gæsterne kunne blandt andet gætte krydderier, bidrage til et stort fælles patchworkværk, skrive små tekster eller bare læne sig tilbage og nyde live musik og solen, der i dén grad også valgte at kigge forbi.
Mange lokale lagde vejen forbi, og der blev grinet, klappet og nikket genkendende på tværs af generationer og baggrunde. I den midlertidige udendørs spisesal blev retter fra blandt andet Filippinerne, Tyrkiet, Ghana, Ukraine og Syrien serveret – med kærlighed og begejstring.
Verdenskultursdagen i Esbjerg er en del af en global fejring og blev arrangeret af Esbjerg Tilflytterservice og en række frivillige kræfter. Og hvis stemningen og fremmødet søndag er nogen indikator, så er der i den grad grobund for at gentage succesen næste år.


































