Anmeldelse: Da undertegnede var barn, var der tre store omrejsende cirkusser i landet. I dag er der Cirkus Arena tilbage. Men er traditionel cirkus så stadigvæk relevant her i 2025?

For at være helt ærlig, så har jeg aldrig været helt vildt draget af cirkus. Der er bare et eller andet, der ikke tiltaler mig. Jeg har svært ved sådan rigtigt at lade mig opsluge af det flotte og krævende artisteri og den megen såkaldte magi, der foregår under teltdugen, selvom jeg anerkender, at det kan være dybt imponerende.

Måske derfor har jeg heller ikke selv været meget i cirkus de seneste godt 30 år. Men dengang var der nok at vælge imellem med tre store omrejsende cirkusser.

Benneweis og Dannebrog – begge med langt over 100 års historie – er væk. Tilbage er det lidt yngre Cirkus Arena, der i dag holder skansen og gøglerlivet i hævd som nordens største af sin slags. Der findes dog fortsat mindre cirkusser, der også turnerer rundt, fx Mascot, Krone og Trapez, hvorimod Søren Østergaards Zirkus Nemo for nyligt gik konkurs.

Netop Nemo kunne noget andet end de traditionelle på grund af komikken og persongalleriet, som Østergaard turnerede rundt med. I høj grad cirkus for voksne, som undertegnede fandt langt mere interessant, fordi de ellers nok så imponerende cirkusnumre ikke stod alene. Men Arena er for hele familien. Og som undertitlen bedyrer “Det’ er rigtig cirkus”.

Direktøren, den navnkundige 79-årige Benny Berdino, og hans familie, der ejer og driver cirkusset, ser man ikke noget til i løbet af sådan en forestilling – bortset fra Karsten Berdino, cirkussets dyrepasser og altmuligmand, der er inde med hestene. Jeg husker svagt mine første cirkusoplevelser som barn, hvor Diana Benneweis selv fungerede som sprechstallmeister i dén families store omrejsende cirkus.

Netop her i Cirkus Arenas 70-års-jubilæumsforestilling, ville det måske være på sin plads, hvis en repræsentant fra familien selv tog en tur ind i manegen for at takke publikum for de første 70 år. Det job er i år overladt til Bubber, der efterhånden har været med cirkusset rundt en del sæsoner, og sangerinden Malene Qvist, som blandt andet er kendt for sin tid i pigegruppen Sukkerchok og værtstjanser på DR Ramasjang. De to agerede også værter sidste år, hvor jeg i øvrigt mødte Bubber, da jeg var en tur i Skibhøj for at interviewe Berdino. Bubber var helt vild med min cykel.

Én, som var helt vild PÅ cykel, var en af de første artister, der indtog cirkusteltet, da dagens forestilling var kommet godt i gang. Den første hæsblæsende aktør, der for alvor fik folk til at gispe. For åbningsnummeret, det ret slidte knivstik-i-kasse-med-dame-indeni-illusionsnummer med Christofer Eötvös, hidser vist ikke ret mange op i 2025. Men så er vi da i gang, scenen er sat, og Qvist kan for første gang bryde ud i sang med en kreativ omskrivning: This is how we circus (party).

Cirkus Arena har aldrig lagt skjul på, at de ønsker at favne hele familien, og det mærkes tydeligt i forestillingens komposition. Her er noget for både de små og de store – og ikke mindst for dem, der selv husker, hvordan det var at sidde i savsmulden for første gang. Og dem er der også nogle af blandt det cirka 1.200 mand store publikum – selv uden medbragte børn eller børnebørn.

Forestillingen rummer de klassiske elementer: jonglører, linedansere, dyrenumre og naturligvis en klovn, men det hele er pakket ind i en moderne og visuelt imponerende iscenesættelse hvor særligt lyseffekter, der endda på fascinerende vis er implementerede i nogle af numrene, imponerer undervejs.

Det gør lyden derimod ikke – til gengæld har Arena et live-orkester, der sidder og spiller oppe under teltdugen, hvilket bare skaber en anden atmosfære end med båndet musik. Undervejs bliver det til en del akkompagnement for Qvists fremførelser af flere kendte cirkusnumre. Åh Buster fx.

Duo Costache leverer en intens og rå opvisning i menneskelig styrke og tillid, når de balancerer hinanden i umulige positioner højt over manegen. Publikum sidder måbende tilbage – og det med rette.

Men det er ikke kun det rolige og teknisk perfekte, der dominerer. Når Los Ortiz sætter i gang i dødshjulet og den svajende line, breder sig en elektrisk spænding gennem teltet. Her er det adrenalin og fart, der dominerer, og mange børn sidder med hænderne for munden – eller øjnene – lige dele rædsel og begejstring. Hvad nu hvis …

Klovnen Jimmy Folco deler vandene. Naturligvis skal det italienske ikon være med i en jubilæumsforestilling. For nogle er han forestillingens hjerte – barnligt sjov og trygt fjollet – for andre kammer det over i platheder, der i nogles øjne ikke sømmer sig i disse metoo-tider – hvilket i virkeligheden er meget befriende. Og så fungerer hans humor på flere niveauer. Han får grinene frem hos børnene og han giver kant til showet. Folco fyldte dog enormt meget i forestillingens anden afdeling efter pausen. Næsten for meget. Filminstruktør-nummeret, hvor fire tilfældige publikummer bliver inddraget, er sjovt og ikke mindst uforudsigelig, improviseret scenekunst i levende live – men det blev ærligt talt liiiidt langtrukket.

Dyrenumrene med frieserhingste og kameler bringer en nostalgisk dimension til showet. Der er noget majestætisk over de seks smukke, sorte hestes koreograferede bevægelser i manegen – og så er dyr bare en stor del af cirkustraditionen. Og dem er der ikke mange af. Slet ikke elefanter …

Cirkus Arenas 70-års jubilæumsshow er først og fremmest en kærlighedserklæring til det klassiske cirkus – men det er også et bevis på, at cirkus stadig kan begejstre i det 21. århundrede. Og at det hverken er helt enormt nyskabende eller markant anderledes end sidste års forestilling, er man fuldstændig ligeglad med, hvis man er otte år gammel og i cirkus for første gang nogensinde. Og får en tiltrængt pause på to og en halv time fra skærmen derhjemme.

Cirkus Arenas forestilling, der bærer undertitlen ‘Det er rigtig cirkus’, spillede i Esbjerg den 6. og 7. juni. Der turneres videre i resten af landet frem til august. Fx i Kolding i næste weekend, den 14.-15. juni.