MOBILVERSION

16. februar 2026

Lakrids, lokalpolitik og liv på landet: Enggårdens Flora inviterer til taste test

Der dufter ikke kun af blomster på Præstemarksvej i Guldager – snart breder der sig også en sød og intens aroma af lakrids.

Der dufter ikke kun af blomster på Præstemarksvej i Guldager – snart breder der sig også en sød og intens aroma af lakrids.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Fredag den 20. februar klokken 16.00 inviterer Enggårdens Flora til en såkaldt TASTE TEST af Bagsværd Lakrids – og det bliver med prominente gæster. Både byrådsmedlem Dino Selimovic (K) og borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) kigger forbi til en smagsdyst, når der skal smages, hygges og deles goodiebags ud (så længe lager haves).

Cecilie Møller Kikkenborg, der driver gårdbutikken, inviterede sammen med Morten Kornbech Larsen, direktør for Bagsværd Lakrids, via en video på sociale medier politikerne til smagstest. De har takket ja, så nu bliver invitationen omsat til en konkret eftermiddag i gårdbutikken ved siden af Guldager Idrætscenter. Oprindeligt var det godt nok Dino Selimovics partifælle, Nicolai Aarøe, der blev inviteret, men han er forhindret på dagen.

Selvom det fortsat er vinter, kan man godt tænde grillen – og det er lige hvad Cecilie også gør den 20. februar, hvor der også loves anden forkælelse og fællesskab til alle, der måtte have lyst til at kigge forbi forretningen.

– Tag en ven under armen og kom forbi til en hyggelig eftermiddag med smag, forkælelse og fællesskab, lyder opfordringen.

Sommerliv 2026

Kun tre måneder gammel – og allerede fuld af liv

Det er kun omkring tre måneder siden, 22-årige Cecilie åbnede Enggårdens Flora med sloganet “Kunsten at give …”. Siden åbningsdagen 15. november har hun haft travlt med at binde buketter, finde værtindegaver og skabe en butik, hvor blomster, lakrids, vin og personlige detaljer går hånd i hånd.

EsbjergLiv.dk besøgte hende kort efter åbningen, hvor hun fortalte om springet fra advokatdrømme til blomsterdrømme – og om livet med både klaver og heste på ejendommen i Guldager.

LÆS OGSÅ: Kunsten at give … Enggårdens Flora er kommet godt fra start – med plads til både klaver og hest

Nu føjes endnu et kapitel til historien: Et lokalt arrangement, der kombinerer iværksætteri, smagsoplevelser og politisk besøg – midt i det vestjyske landskab.

Der er lagt op til en hyggelig eftermiddag – og måske en ny favorit blandt lakridsvarianterne.

📅 Fredag d. 20. februar kl. 16.00
📍 Præstemarksvej 39, Guldager

Fiskeri- & Søfartsmuseet
Del artiklen