MOBILVERSION

14. juni 2026

Ægget i baglokalet – og en marskandiser med historier i hver en krog

Her gemmer der sig en særlig stol, gamle kameraer, militæreffekter, LP'er og et slangeskind. Mød Per fra Marskandiseren i Bramming – en samler med historier i hver en krog.

Her gemmer der sig en særlig stol, gamle kameraer, militæreffekter, LP'er og et slangeskind. Mød Per fra Marskandiseren i Bramming – en samler med historier i hver en krog.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

I baglokalet hos Marskandiseren i Nørregade 4 i Bramming står en rød udgave af den ikoniske stol Ægget – komplet med skammel. Tror man da, hvis man ikke ved bedre …

Per, der driver butikken, trækker lidt på smilebåndet, når han fortæller, at stolen desværre ikke er en ægte Arne Jacobsen-model til omkring 80.000 kroner, men en engelsk kopi.

– Men flot er den, konstaterer han.

På facaden gør et skilt det samtidig klart, at prutten om prisen bestemt ikke er et fyord her.

Sommerliv 2026

Butikken holder åbent torsdag og fredag klokken 10-16 samt lørdag klokken 10-13.

Fem år i Bramming – og et helt liv som samler

Per har drevet Marskandiseren i mere end fem år. Først sammen med en partner, nu alene.

Gennem et langt liv har han samlet på stort og småt, og mange har sikkert mødt ham på markeder rundt omkring i landsdelen. Senest stod han med en salgsbod på Sædding Centrets sommermarked, og han vender gerne tilbage med sine mange samlerobjekter.

Forretningen er dyb - og der er nok at gå på oplevelse i. Foto: Johnny Tauman.
Forretningen er dyb – og der er nok at gå på oplevelse i. Foto: Johnny Tauman.

Butikken bugner af varer, men ifølge Per er det kun en del af lageret.

Sommerliv 2026

– Jeg har mindst lige så meget hjemme i Årre, fortæller han.

Planen er derfor at få solgt de større ting og møbler, så han på sigt kan koncentrere sig mere om montre, mapper og mindre effekter på markederne. I dag har han to hjælpere til at passe butikken i Bramming.

Fra kameraer til Napoleon

Udstoppede fugle er der også en del af på lager. Foto: Johnny Tauman.
Udstoppede fugle er der også en del af på lager. Foto: Johnny Tauman.

– Du skal ikke spørge mig om, hvorfor jeg samlede på dit eller dat, siger Per med et grin, mens han viser et bord fyldt med gamle fotografiapparater.

Længere henne står hjelme, militærudstyr og modeller af militærkøretøjer side om side med mønter, LP-plader og antikviteter.

På gulvet hviler et kopimaleri af Napoleon, malet af G. Kjeldsen.

– Det skulle egentlig have været op at hænge, men nu må det videre til et andet hjem, siger han.

Per har arbejdet 25 år på Vestjyske Slagterier og har desuden sejlet i både Europa og Afrika. Undervejs købte han ting, der fangede hans interesse – og det blev efterhånden til en anselig samling.

I dag finder man alt fra udstoppede dyr til grammofonplader i butikken. Og ja, der står også en enarmet tyveknægt gemt væk på lageret.


Ingen fotos – men gerne video

Da kameraet kommer frem, er meldingen klar:

– Jeg vil helst ikke fotograferes. Men du kan godt få en video.

Kort efter træder han ud af butikken iført kasket og med piben i mundvigen – klar til optagelse.

Med et glimt i øjet fortæller han også, at han savner Det Blå Marked.

Et maleri af Napoleon - også en kopi. Foto: Johnny Tauman.
Et maleri af Napoleon – også en kopi. Foto: Johnny Tauman.

På gulvet ned mod kontoret ligger et langt slangeskind.

– Det får måske lov at blive liggende. Hvem vil have det med hjem? spørger han.

Samtidig konstaterer han, at den besøgende næppe er potentiel kunde, men snarere er kommet for at lave en historie.

Per har nemlig udviklet en særlig evne til at aflæse folk.

Forlaget Læselyst

– Man lærer efterhånden at se, hvem der køber, og hvem der bare kigger, siger han.

Uanset hvad man selv samler på, så har Per nok noget til samlingen. Foto: Johnny Tauman.
Uanset hvad man selv samler på, så har Per nok noget til samlingen. Foto: Johnny Tauman.

Glaskuglerne vandt dagen

Regnen silede ned udenfor denne lørdag, men det forhindrede ikke kunderne i at kigge forbi.

På spørgsmålet om, hvad der havde solgt bedst, kommer svaret prompte:

– Det blev faktisk glaskuglerne ved indgangen.

Fotoapparater og objektiver - af ældre dato fra blandt andet Ricoh og Konica Minolta. Foto: Johnny Tauman.
Fotoapparater og objektiver – af ældre dato fra blandt andet Ricoh og Konica Minolta. Foto: Johnny Tauman.

Bornholmeruret, lamperne, de gamle våben, mønterne og de antikke modelbiler må vente lidt endnu.

Men med de mange effekter, der fylder både butik og lager, er der ingen risiko for, at Per løber tør for varer foreløbig.

Marskandiseren i Bramming er kort sagt et sted, hvor hver eneste genstand synes at gemme på sin egen historie – og hvor ejeren ofte har en historie med i købet.

Marskandiseren ligger i Nørregade 4 i Bramming.

Sommerliv 2026
Marskandiseren, Nørregade 4 i Bramming, slog dørene op i foråret 2021. Foto: Johnny Tauman.
Marskandiseren, Nørregade 4 i Bramming, slog dørene op i foråret 2021. Foto: Johnny Tauman.
Sommerliv 2026
Del artiklen