MOBILVERSION
Han nørder pølser som de færreste – og har skabt sin egen Esbjerg-spegepølse
For Mogens Fyhn er en pølse langt mere end fars i et skind. Den 48-årige pølsemager har gjort sin hobby til levevej – og står bag Bilka Esbjergs egen spegepølse.
For Mogens Fyhn er en pølse langt mere end fars i et skind. Den 48-årige pølsemager har gjort sin hobby til levevej – og står bag Bilka Esbjergs egen spegepølse.
Det, der begyndte som eksperimenter hjemme i køkkenet i Vamdrup, er i dag blevet hans levebrød. Som pølsemager i Bilka Esbjerg bruger han hver dag sin viden og passion på at fremstille alt fra spegepølser og bacon til leverpostej og hamburgerryg.
Men vejen dertil begyndte længe før.

– Jeg har hygget mig med det derhjemme, men jeg ville rigtig gerne lære teorien bag, og det fik jeg muligheden for. For eksempel hvorfor pølser skal tabe 20 procent under modningsprocessen. Det er et nørdet fag, og jeg elsker det virkelig. Hele processen omkring fremstillingen af pølser er så vigtig, og jeg er enormt ærekær, for de skal være helt perfekte til vores kunder, siger den 48-årige pølsemager.
Fra butiksslagter til pølsemager
Mogens Fyhn blev uddannet butiksslagter i 1998 og arbejdede i otte år i Bilka Kolding, hvor han var med til at etablere varehusets pølsemageri.
Da Bilka åbnede sit pølsemageri i Esbjerg sidste år, var han derfor ikke i tvivl om, at han gerne ville være med.
– Jeg var med til at åbne pølsemageriet i varehuset i Kolding, og jeg ønskede at være med til at åbne det i Esbjerg også. Det fik jeg heldigvis lov til, og det er jeg meget glad for. Jeg synes simpelthen, det er så interessant, og kunderne er meget begejstrede for vores produkter, fortæller han.

En særlig pølse til Esbjerg
I dag producerer slagterteamet mere end 100 forskellige produkter i Esbjerg – blandt andet spegepølser, bacon, leverpostej, hamburgerryg og andre røgvarer.
Blandt favoritterne hos kunderne er en spegepølse, som kun findes i Esbjerg.

Den særlige Esbjerg-spegepølse er udviklet af Mogens Fyhn selv og er krydret med blandt andet rom, sennepskorn og madagascarpeber.
– Jeg laver min hobby hver dag og nyder det. Pølsemageri er så spændende, og slagterfaget går hånd i hånd med at være pølsemager. Det er vigtigt, at vi værner om faget, og at vi har hænderne i det. Kvaliteten er meget høj, og der er stor smagsforskel på en fabriksproduceret pølse og dem, vi laver, siger han.
For Mogens Fyhn handler arbejdet ikke kun om at fremstille pølser. Det handler også om at holde et gammelt håndværk i live – ét stykke spegepølse ad gangen.



































