De små, fede elcykler kommer fra Esbjerg

Du har sikkert set dem i gadebilledet, hvor de gennem de senere år er begyndt at myldre frem. De såkaldte fatbikes med de små, men meget brede dæk, er populære som aldrig før.

Det ligger lidt i byens DNA: Virketrang, initiativ og idérigdom. Esbjerg rummer masser af virksomheder, der måske ikke alle sammen vækker samme genklang som Cocio eller Viking, men hvor man siger til sig selv: Kommer de virkeligt fra Esbjerg?

Et godt eksempel på sådan en virksomhed er elcykelproducenten Efuture. Ejet af Bjørn Maigaard, 61, og sønnen Emil, 33, og drevet i en sydvestjysk, snusfornuftig ånd, hvor man sætter tæring efter næring og ikke skræver mere, end hvad bukserne kan holde.

– Det lå ikke i kortene, at vi skulle producere og sælge elcykler. Slet ikke. Det er sket lidt ad tilfældighedens vej, hvor det ene har taget det andet. Hvis du havde spurgt mig for ti år siden, hvor jeg var i 2024, så havde jeg ikke selv gættet rigtigt i hvert fald, siger Emil Maigaard Asmussen.

Kan du li' artiklen? Abonnér på vores nyhedsbrev!


Han har sin daglige gang i det flere hundrede kvadratmeter store showroom på Stenhuggervej 23 i periferien af Sæddings industrikvarter. Med Markusskolen som genbo på tærsklen af Sønderris.

Som ung kørte han motocross, en interesse der gik i arv fra far Bjørn.

– Og det var i virkeligheden nok begyndelsen til Efuture. Det er i hvert fald der interessen for mekanik og teknik kommer fra, fortæller Emil Maigaard.

Startede bogstaveligt talt i garage

For godt ti år siden begyndte han – sideløbende med, at han tog en bachelor i Erhvervsøkonomi – at udleje segways, eldrevne selvbalancerende tohjulede køretøjer. Men de skulle repareres fra tid til anden, og i jagten på reservedele og komponenter opstod idéen om selv at bygge cykler.

– Så den dér kliché om at virksomheden startede i en lille garage, den er bogstavelig talt rigtig i vores tilfælde. Vi ville gerne gøre op med det look, alle elcykler havde dengang, hvor de var meget klodsede og ikke havde den store appel, husker Emil Maigaard.


Da de første eMini Classic, som firmaets første model hedder, begyndte at komme ud på vejene, steg efterspørgslen stille og roligt.

Siden da er der kommet flere modeller til, og markedet har udviklet sig – og Efuture har med deres bud på moderne mobilitet være med til at præge markedet.

– I sin tid var vores kernekunde typisk en mand på mellem 50 og 65 år. Sådan er det ikke længere. Ikke mindst de helt unge i konfirmationsalderen er blevet vilde med cyklerne, og for storbymennesket, som gerne vil have noget helt unikt, har vi også en model, der til forveksling ligner en gammeldags motorcykel, hvor batteriet ligger i “tanken”, som man i øvrigt kan få specialdesignet, fortæller Emil Maigaard, og tilføjer at det snart vil være muligt at få malet stellet i lige præcis den farvekode, man ønsker.

Nye modeller med traditionelt look

Det seneste skud på stammen er modellerne Emiles, opkaldt efter Emil, og Energy, hvis navn er en hyldest til Esbjerg. Disse modeller ligner mere almindelige cykler på grund af hjulenes størrelse, men har i designet alligevel visse ligheder med de karakteristiske fatbikes, som firmaet er blevet kendt for i hele landet.

At Efuture først nu begynder at indfase mere traditionelle elcykler siger noget om grundigheden i produktudviklingen.


– Det er en lang proces, hvor man skal have lavet prototyper, som skal gennemtestes måske flere gange. Vi skal kunne stå inde for de cykler, vi sælger, og det gælder både i forhold til holdbarhed, sikkerhed og brugervenlighed. Det kan tage halve og hele år at sammensætte de helt rigtige komponenter, få tingene produceret og hvad der ellers hører til, siger Emil Maigaard.

Siden 2016 er sortimentet dog udvidet ad flere omgange, først med en cykel med lav indstigning, senere med en lidt mere sporty serie og også med førnævnte retro-model.

De klassiske fatbikes kan fås i et væld af forskellige farvekombinationer, og generelt gør Efuture meget ud af, at cyklerne kan tilpasses ethvert behov – lige fra specialsyede tasker med broderi til innovative sikkerhedsløsninger, som er et område der fokuseres meget på i cykelbranchen for tiden.

  • E-boss fås snart i valgfri farve.
  • "Tanken" på E-boss'en kan broderes med logo i mange farver.
  • Emini i den mere sporty GT40-version, som fås i et væld af farver.
  • Emini Low. Praktisk for begge køn. Her i denimblå.
  • Emiles har baghjulsmotor med momentsensor.

Service og pålidelighed over pris

Når man køber en elcykel hos Efuture springer man forhandlerleddet over, og sparer derfor nogle tusinder. Alligevel er det ikke svært at finde en billigere fatbike på nettet, hverken herhjemme eller på udenlandske hjemmesider. Men selvom det kan være fristende at spare et par tusinde ekstra på en ny cykel, så er der rigtigt mange gode grunde til i stedet at handle lokalt – hos en fagmand.

– Vi vinder ikke på prisen alene, det ved vi godt, men vi sælger heller ikke bare hyldevarer med vores eget klistermærke på. Vi kan stå inde for, at sikkerheden er i orden, cyklerne er med dansk stelnummer, og vi har reservedele langt ud i fremtiden. Vi gør en dyd ud af at gøre noget ekstra ud af både kvalitet, service og tilgængelighed, hvis noget driller, siger Emil Maigaard.


Han lover i øvrigt hele tre års garanti på både batteri og motor, hvis man overholder de anbefalede serviceeftersyn. Efterhånden som Efuture primært sælges online, ryger de fleste cykler nu uden for Esbjerg, hvor firmaet selv henter og bringer cyklerne hos kunderne i hele landet, hvis de fx skal til reparation eller service.

Inden en cykel forlader værkstedet i Sædding, er den testet i alle ender og kanter, og så er den både imprægneret, behandlet med rustbeskyttelse, og har vandtætte elstik.

Den personlige, nærværende service, ordentligheden i omgangen med kunderne og den store fokus på kvalitet lader til at bære frugt på den lange bane, hvis man skal tro kundeanmeldelserne på Trustpilot og firmaets omsætning, der er steget år for år.

Andre firmaer ville måske være fristet af hurtig ekspansion til det store udland, men hos Efuture bevarer man benene på jorden.

– Vi føler ikke, vi er færdige med at udvikle os i Danmark endnu, og vi vil meget gerne kunne yde en personlig service over for alle kunder. Det kan vi ikke, hvis kunden bor i Sydtyskland eller Nordsverige, som Emil Maigaard tørt konstaterer det.

Ansvarshavende redaktør, EsbjergLiv.dk

Del eller print artiklen:

Seneste artikler

jul_city1
Få overblikket: Julen i Esbjerg City
Kviksalgsauktion SV (1)
Frimærkeklub med donation til julemærkehjem
R4aarsmoede_AnnaLouiseRosenbergPalle_initiativpris_LLNPress - 24-02
Prisværdigt: Anna-Louise har rykket pigefodbolden
tdk
Drenge- og mandskor fejrer 60 års jubilæum
R4aarsmoede_aaretsbreddedommer_OsmanKiyak_LLNPress 24-13 (1)
Osman fra Esbjerg er årets breddedommer
_DSC1258
Flot forpremiere på film med tråde til Esbjerg

MERE FRA SAMME SEKTION

michael_tangaa_spar
Nyt supermarked åbner i Østerbyen
kippu-01
Gratis is og øl: Landets største loppesupermarked åbner i Esbjerg
peterpultz-spar
Lokal ildsjæl i spidsen for nyt supermarked
_DSC1054
Sidste år som teenager for Ditte og Just Ask
20230810_215256
Supermarked åbner ikke tirsdag
_DSC1021 (1)-min
Bo Aakjær har fundet sin rette hylde blandt de lokale

Det sker i Esbjerg

emol2024
Mellem linjerne 
torsdagsquiz
Torsdagsquiz
1920-x-1080-px-1024x576
Din sovende intelligens
DSC_0964-1
Klassisk Frokostkoncert
Vinter-romantik-EE4
Esbjerg Ensemble: Vinter-romantik

Mest læste seneste uge

IMG_4678
Brand på plejehjem: Én beboer afgået ved døden
michael_tangaa_spar
Nyt supermarked åbner i Østerbyen
close up of electric lamp against black background
Fem mistede kørekortet på skolevej
stemning-6
Første navne til Suset: Aqua, Hugorm, Kellermensch og tre andre
REJSEHOLDET
Nu kan du blive statist i ny storfilm - og få løn for det

Mest læste 24 timer

michael_tangaa_spar
Nyt supermarked åbner i Østerbyen
Politiuniform_foto Kim Matthai Leland
Hjælp politiet: 15-årig pige forsvundet
REJSEHOLDET
Nu kan du blive statist i ny storfilm - og få løn for det
20241119_154202
Skøjtebanen åbner planmæssigt
IMG_4678
Brand på plejehjem: Én beboer afgået ved døden
Edit Template

Vejret i dag

powered by Advanced iFrame. Get the Pro version on CodeCanyon.

TILMELD NYHEDSBREV

Få guides og nyhedsoverblik direkte i din indbakke - helt gratis!

Ved tilmelding accepterer du vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Vi tager ansvar for vores indhold og er tilmeldt

GÅ ALDRIG GLIP AF NOGET!

Få vores GRATIS nyhedsbrev 3-4 gange om ugen ...

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Du kan afmelde dig med et klik, hvis du fortryder.