Den danske film ‘Birthday Girl’ er et intenst spændingsdrama om en mors kærlighed og kamp for retfærdighed.
Filmen foregår på et krydstogtskib på vej til Caribien, hvor Nanna og hendes datter, Cille, fejrer Cilles 18 års fødselsdag.
Der er lagt store planer for en festlig aften og stemningen er høj, men drømmeferien tager en voldsom drejning, da Cille bliver fundet morgenen efter, udsat for et overgreb.
Panikslagen og skyldbetynget søger Nanna straks hjælp hos både skibets læge, vagter og kaptajn, men personalet forsøger i højere grad at mørklægge forbrydelsen frem for at lede efter den skyldige.
Det er nu op til Nanna selv at sikre den retfærdighed, som hendes datter fortjener, men hvordan gør man det ombord på et krydstogtskib uden hjælp fra myndighederne.
‘Birthday Girl’ har dronningen af danske film, Trine Dyrholm, i rollen som Nanna. Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der slog igennem i ‘Du som er i himlen’ spiller den unge Cille. Filmen er instrueret af den kritikerroste Michael Noer, der tidligere har stået bag film som ‘Før frosten’, ‘Nøgle Hus Spejl’ og ‘Nordvest’.
Filmen vises med undertekster.