MOBILVERSION

21. april 2026

Baggårdsfavorit rykker videre

Den lille butik er vokset ud af sine rammer. Nu venter nye lokaler – med bedre plads og åbningstilbud.

Den lille butik er vokset ud af sine rammer. Nu venter nye lokaler – med bedre plads og åbningstilbud.

Mange garnelskere i Esbjerg kender Kreativgarn som den hyggelige, lidt gemte perle i baggården i Kirkegade. Men nu er det slut med at skulle finde vej gennem gården og op ad trapper.

Butikken flytter til Jyllandsgade 46 – tæt ved Klikkers Plads – hvor der venter både større, lysere og mere lettilgængelige lokaler.

Åbner med tilbud og konkurrence

Den nye butik slår dørene op onsdag den 6. maj 2026 kl. 12.00, og indehaver Katharina Merrild Schlein glæder sig til at tage imod både faste kunder og nye ansigter.

– Vi markerer åbningen med masser af gode flyttetilbud hele ugen, fortæller hun.

Samtidig bliver der skruet op for konkurrencestemningen. I de første uger får alle kunder et lod ved køb, og der er mulighed for at vinde alt fra garn og broderi til tilbehør og lækre kreative produkter fra butikken.

Fra baggård til bedre adgang

Flytningen handler især om at gøre det nemmere for kunderne at kigge forbi.

– Det har været en fornøjelse at have butikken i Kirkegade, men trappen har været en udfordring for mange. Her får vi en langt lettere adgang – og bedre plads, siger Katharina Merrild Schlein.

Samtidig fortsætter både webshop og fysisk butik side om side fra de nye lokaler.

Katharina Merrild Schlein fra Kreativgarn i baghuset, Jyllandsgade 14 med en lille del af sit udvalg i forbindelse med markedsdag i Kirkegade sidste år. Foto: Fjodor Pedersen.
Katharina Merrild Schlein fra Kreativgarn med en lille del af sit udvalg i forbindelse med markedsdag i Kirkegade sidste år. Arkivfoto: Fjodor Pedersen.

Garn, broderi og personlig hjælp

Kreativgarn har opbygget et stærkt ry blandt lokale kreative for sit udvalg af kvalitetsgarner til fornuftige priser – og ikke mindst for den personlige vejledning.

Her kan både nybegyndere og erfarne strikkere få hjælp til alt fra garnvalg til opskrifter.

Butikken rummer også et stort udvalg inden for broderi – en hobby, der for alvor har fået vind i sejlene – samt et udvalg af strikketasker, etuier og tilbehør.

Startede online – nu i nye rammer

Historien om Kreativgarn begyndte i 2017 som en online butik fra et lager i Danmarksgade. Siden blev drømmen om en fysisk butik realiseret i Kirkegade i 2020.

I dag er butikken Katharinas fuldtidsbeskæftigelse – efter en tidligere karriere som ingeniør i oliebranchen.

– Interessen for farver, materialer og kreativitet trak mere og mere, og til sidst blev det det, jeg ville satse på, fortæller hun.

Nu tager Kreativgarn næste skridt – med nye rammer og plads til endnu flere kreative projekter i hjertet af Esbjerg.

Del artiklen