MOBILVERSION

10. februar 2026

Børneloppemarkedet i Sædding Centret summede af handler, mønter og gensynsglæde

Mønter klirrede, samlere gik på rov – og børn handlede for småpenge. Vinterferiens børneloppemarked i Sædding Centret trak både familier, daginstitutioner og bedsteforældre til torvet.

Mønter klirrede, samlere gik på rov – og børn handlede for småpenge. Vinterferiens børneloppemarked i Sædding Centret trak både familier, daginstitutioner og bedsteforældre til torvet.

Denne artikel er mere end 15 dage gammel. Indholdet kan derfor være uaktuelt.

Allerede inden klokken slog 10 tirsdag formiddag, var der gang i handlerne ved boderne på torvet i Sædding Centret. Ifølge en far, som EsbjergLiv.dk talte med, var det ikke kun børn, der kiggede efter gode fund.

– Det var faktisk også voksne legetøjssamlere, der var på jagt efter de helt særlige og værdifulde effekter. Sammen med bamser, legetøj, bøger, dinosaurer og Pokémon-kort var der masser at gå på opdagelse i ved de mere end 30 boder, fortæller han.

Loppemarkedet strækker sig over tre dage i vinterferien, hvor det er muligt at leje en bod på centertorvet.

– Interessen for at sælge legetøj af enhver slags har været så stor, at vi har måttet gøre plads til yderligere fire boder, fortæller centerchef Lise Retbøll.

– En bod koster det symbolske beløb á 20 kroner for alle tre dage, og fordelingen sker efter først-til-mølle-princippet.

Også daginstitutionsgrupper og børn fra skolefritidsordninger lagde vejen forbi, og budskabet om billige handler var ikke til at tage fejl af. Mange havde mønter i lommerne – tiere og tyvere – og der blev købt alt mellem himmel og jord: en guitar, en haj-hånddukke, bøger og spil.

Mellem klokken 10 og 14 var stemningen høj, og flere bedsteforældre benyttede lejligheden til et pitstop i den til lejligheden genåbnede café. Her stod Bjarne Pedersen klar med pølser og franske hotdogs, kyllingenuggets, pommes frites samt kaffe, te og sodavand.

Bjarne fortæller, at caféen forventer at holde åbent igen i efterårsferien – og yderligere nogle uger i november og december. Til daglig arbejder han med maskiner til gulve og driver caféen som et hyggeligt supplement.

Onsdag klokken 10 åbner den sidste dag med legetøjsmarked i denne omgang. Centertorvet ventes igen at summe af glade stemmer, når handlerne falder på plads.

Del artiklen