MOBILVERSION

19. juli 2026

Cykelstier er for dyre: Derfor satser Esbjerg på flere 2-minus-1-veje

Esbjerg øger antallet af 2-minus-1-veje med 25 procent. Ifølge udvalgsformand Kurt Bjerrum (V) er løsningen et godt kompromis mange steder.

Esbjerg øger antallet af 2-minus-1-veje med 25 procent. Ifølge udvalgsformand Kurt Bjerrum (V) er løsningen et godt kompromis mange steder.

Esbjerg Kommune satser i stigende grad på 2-minus-1-veje som et alternativ til traditionelle cykelstier.

Med de seneste anlæg i Kokspang og Vilslev er antallet af 2-minus-1-veje steget fra otte til ti – en stigning på 25 procent.

Præstemarksvej fra Tarphagevej til Guldagerhallen. Foto: Johnny Tauman.
Præstemarksvej fra Tarphagevej til Guldagerhallen. Foto: Johnny Tauman.

For formanden for Plan-, By- og Lokalsamfundsudvalget, Kurt Bjerrum (V), er vejtypen en god løsning mange steder.

– 2-minus-1-veje er for mig en glimrende mulighed mange steder som erstatning for en decideret cykelsti, siger han.

Sommerliv 2026

Cykelhjelmen kommer ofte på

Kurt Bjerrum, der i sit civile job er selvstændig landmand, lægger ikke skjul på, at han selv nyder at komme ud på de mindre veje.

Efter lange arbejdsdage som politiker eller i marken tager han ofte cykelhjelmen på og cykler en tur.

Udvalgsformand Kurt Bjerrum (V) har fidus til 2-minus-1 veje som præventive løsninger. Foto: Johnny Tauman.
Udvalgsformand Kurt Bjerrum (V) har fidus til 2-minus-1 veje som præventive løsninger. Foto: Johnny Tauman.

Sammen med resten af udvalget har han også besøgt en række lokalråd rundt om i kommunen. Ved besøget i Kokspang kunne han konstatere, at Park & Mobilitet allerede inden sommerferien havde opfyldt et mangeårigt lokalt ønske om en 2-minus-1-vej som trafiksikkerhedstiltag.

Samtidig er der etableret en tilsvarende løsning i Vilslev, hvor krydset mellem Vilslevvej og Vesterbyvej også er blevet hævet og markeret med rød asfalt.

Sommerliv 2026
Kokspang. Foto: Johnny Tauman.
Kokspang. Foto: Johnny Tauman.

Kompromis til dyre cykelstier

Ifølge Kurt Bjerrum er ønsket om flere cykelstier et tilbagevendende tema i mange lokalråd.

– Der er rigtig mange ønsker om cykelstier, men de er desværre rasende dyre at anlægge. Kompromiset er derfor 2-minus-1-veje de steder, hvor myndighederne kan godkende vilkår og oversigtsforhold, siger han.

Oversigt over trafiksikkerhedsskabende tiltag i Vilslev.
Oversigt over trafiksikkerhedsskabende tiltag i Vilslev.

Også som landmand ser han en fordel i at adskille cyklister og tung trafik.

– Når jeg kører traktor på landevejene, foretrækker jeg en adskillelse fra cyklister – både de almindelige og de hurtige. En overhaling med traktor kræver meget plads, siger han.

Beachracer Fanø

Nu er der ti strækninger

Med de to nyeste anlæg findes der nu ti 2-minus-1-veje i Esbjerg Kommune.

På kommunens hjemmeside er pt kun syv af dem registreret, hvilket skyldes, at de tre nyeste fortsat ikke fremgår som en selvstændig 2-minus-1-strækning.

Oversigt med 2-minus-1 veje - Kommunens hjemmeside.
Oversigt med 2-minus-1 veje – Kommunens hjemmeside.

Hvor den næste 2-minus-1-vej bliver etableret, er endnu ikke besluttet.

Her midt i sommerferien glæder Kurt Bjerrum sig dog over, at de to nyeste projekter allerede er taget i brug af både lokale beboere og de mange cyklister, der færdes på strækningerne.


Sikkerheden er blevet løftet i Vilslev - 2-minus-1 vej samt hævet rød asfalt i T-kryds ved Vilslev Kirke. Foto Leif Fogh Jacobsen.
Sikkerheden er blevet løftet i Vilslev – 2-minus-1 vej samt hævet rød asfalt i T-kryds ved Vilslev Kirke. Foto Leif Fogh Jacobsen.
Kurt Bjerrum (V) glæder sig over trafiksikringen i Vilslev. Foto: Leif Fogh Jacobsen.
Kurt Bjerrum (V) glæder sig over trafiksikringen i Vilslev. Foto: Leif Fogh Jacobsen.
Del artiklen