MOBILVERSION
De er kærester og træningsmakkere – nu skal de sammen til EM i kærlighedens by
To svømmere fra Esbjerg er blandt blot 17 danskere udtaget til EM i Paris. Inden afrejsen venter både DM i Herning og landsholdslejr.
To svømmere fra Esbjerg er blandt blot 17 danskere udtaget til EM i Paris. Inden afrejsen venter både DM i Herning og landsholdslejr.
Om få dage venter DM i svømning i Herning. Derefter går turen til træningslejr med landsholdet i Slovakiet, inden årets store mål venter: Europamesterskaberne i Paris.
Midt i de sidste, afgørende forberedelser træner to af Danmarks største svømmeoverraskelser hver eneste dag i Svømmestadion Danmark i Esbjerg.
Ida Jacobsen og Shawn Wolf fra Pro Swim Esbjerg er blandt blot 17 danske svømmere, der er udtaget til EM, som afvikles 10.-16. august i den franske hovedstad.
For de fleste er vejen til et internationalt mesterskab lang. For de to esbjergensere har den også været vidt forskellig.
To forskellige veje til samme mål
Ida Jacobsen har kæmpet sig tilbage efter en knæoperation for blot 14 måneder siden. Samtidig lever hun med diabetes, som hun har haft siden niårsalderen.

Udtagelsen til EM gør hende til den første danske svømmer med diabetes, der har kvalificeret sig til et internationalt mesterskab.
Shawn Wolf valgte en helt anden vej. Han stoppede med at svømme som 10-årig og kastede sig i stedet over atletik. Først for to år siden vendte han tilbage til bassinet – og nu står han pludselig med en EM-udtagelse.
Svømning ligger i familien
Begge har svømning helt tæt inde på livet.
Ida er niece til den tidligere topsvømmer Mette Jacobsen, mens hendes far, Bo Jacobsen, gennem mange år har været en markant trænerprofil i Esbjerg. Han har stået i spidsen for flere af byens eliteklubber og er selv hædret med en flise ved Blue Water Arena for sine internationale resultater i finne- og apparatsvømning.

Shawns mor er Gitta Jensen (nu Wolf), der blandt andet har deltaget ved to olympiske lege og vundet EM-guld i holdkap sammen med netop Mette Jacobsen. Også hun er hædret med en flise ved Blue Water Arena og blev i sin tid kåret til Årets Esbjergenser.
Sammen i og uden for bassinet
Til daglig deler Ida Jacobsen og Shawn Wolf ikke kun træningsprogram, men også hverdagen. De har været kærester i et par år og bruger det meste af deres tid på træning, restitution og forberedelser.
De kommende uger bliver ekstra intense.
Fra torsdag til søndag gælder det DM i Herning. Den 20. juli rejser de med landsholdet på træningslejr i Slovakiet, inden kursen sættes mod Paris og Europamesterskaberne.
For Pro Swim Esbjerg er udtagelsen en markering af, at klubben fortsat kan udvikle svømmere på højeste internationale niveau.






































