MOBILVERSION

25. juli 2026

Kort inden sæsonstart: EfB sælger talent til Serie A-klub

Få timer før sæsonstart siger EfB farvel til 18-årige Emil Larsen. Det egenudviklede talent er blevet solgt til italienske U.S. Lecce i Serie A.

Få timer før sæsonstart siger EfB farvel til 18-årige Emil Larsen. Det egenudviklede talent er blevet solgt til italienske U.S. Lecce i Serie A.

Få timer før sæsonpremieren må EfB sige farvel til en af klubbens største unge profiler.

18-årige Emil Larsen er blevet solgt til den italienske Serie A-klub U.S. Lecce, der har købt forsvarsspilleren fri af hans kontrakt med vestjyderne. Ifølge EfB indeholder aftalen både en transfersum her og nu samt mulighed for yderligere indtægter gennem bonusser og fremtidige klausuler.

Emil Larsen har været en del af EfB gennem en årrække og taget turen gennem klubbens akademi, inden han fik debut på førsteholdet. I alt nåede han syv kampe i den blå-hvide trøje.

Sportschef Sebastian Brydegaard erkender, at klubben helst havde beholdt den unge forsvarsspiller lidt længere.

Sommerliv 2026

– Ideelt set vil vi allerhelst se vores egne akademispillere få deres gennembrud på førsteholdet i EfB, inden de på et tidspunkt tager næste skridt i karrieren. Det er også den strategi, vi arbejder efter. Men i det her tilfælde er Lecce kommet med en attraktiv samlet pakke, som både består af en flot transfer her og nu samt potentiel yderligere økonomi i fremtiden, og samtidig er det en stor mulighed for Emil, siger han.

Han ser samtidig handlen som endnu et bevis på, at EfB’s talentudvikling bliver bemærket uden for landets grænser.

– Det er et flot skifte for Emil Larsen, og vi er stolte over endnu engang at kunne sende en egenudviklet spiller videre til en anerkendt adresse. Når en Serie A-klub viser konkret interesse, siger det noget om både Emils potentiale og det udviklingsmiljø, vi har i klubben, siger Sebastian Brydegaard.

Klar til eventyret i Italien

For Emil Larsen bliver skiftet hans første ophold i udlandet.

Sommerliv 2026

– Det er selvfølgelig specielt at skulle sige farvel til EfB, men jeg glæder mig også enormt meget til at prøve mig selv af i nye omgivelser i Italien. Det er en stor mulighed for mig, og jeg vil gerne sige tak til trænere, holdkammerater, fans og alle i klubben, som har hjulpet mig på vejen. Jeg kommer til at følge EfB tæt fremover, siger han.

Den 18-årige forsvarsspiller ser tilbage på tiden i Esbjerg med stor taknemmelighed.

– Jeg har været utrolig glad for min tid i EfB. Det er en klub, jeg har været en del af i mange år, og jeg har lært rigtig meget både som spiller og menneske. Jeg føler, jeg har flyttet mig meget, særligt det seneste år, hvor jeg har været en del af førsteholdet og mærket, hvad det kræver på det niveau.

EfB oplyser ikke størrelsen på transfersummen.

Fiskeri- & Søfartsmuseet
Sommerliv 2026
Del artiklen