Esbjerg fB har fundet sin nye målmand. Den 21-årige William Lykke lejes i FC Nordsjælland for hele sæsonen 2026/27.
Esbjerg fB har fundet sin nye målmand. Den 21-årige William Lykke lejes i FC Nordsjælland for hele sæsonen 2026/27.
Efter en sommer med markante ændringer på målmandsposten har Esbjerg fB nu besat pladsen mellem stængerne.
Klubben har indgået en lejeaftale med FC Nordsjælland om 21-årige William Lykke, der kommer til Gl. Vardevej for hele den kommende sæson.
Med tilgangen har EfB igen en målmand på kontrakt i førsteholdstruppen. Kasper Kristensen er skiftet til Vejle Boldklub, Robby McCrorie er vendt tilbage til skotske Kilmarnock efter endt lejeophold, mens Daniel Gadegaard er udlejet til norske FK Jerv resten af året.
William Lykke kommer til Esbjerg med erfaring fra både Superligaen, svensk topfodbold og Betinia Ligaen. I 2025 fik han debut i Superligaen for FC Nordsjælland, og i forårssæsonen var han udlejet til Halmstads BK i Allsvenskan. Tidligere har han også været på lejeophold i Hillerød Fodbold.
Derudover har han repræsenteret Danmark på U18-, U19- og U21-landsholdet.
Et stort målmandstalent
EfB’s sportschef Sebastian Brydegaard glæder sig over aftalen.
– William er en høj fyr, der på trods af sin størrelse både er hurtig og atletisk. Han er dygtig med fødderne og er bredt anerkendt som et af de største målmandstalenter i Danmark, og vi er overbevist om, at han kan udvikle sig yderligere i vores miljø.
Ifølge sportschefen er opgaven nu at hjælpe den unge målmand med at tage næste skridt.
– På trods af sin unge alder har William erfaring fra både Superligaen, Betinia Ligaen og svensk fodbold, og har samtidig været en fast bestanddel af de danske ungdomslandshold. Det vidner om en målmand med kvalitet og potentiale, men opgaven for William og os er nu, at han skal tage næste skridt fra at være et stort talent til at være en rigtig dygtig målmand.
Sebastian Brydegaard peger samtidig på, at aftalen også er skruet sammen med blik for EfB’s investering i spillerens udvikling.
– I forbindelse med lejeaftalen har vi sikret en aftale, som afspejler den investering, vi kommer til at lægge i Williams udvikling gennem både træning og spilletid. Dette har været et vigtigt element for os, da vi ønsker, at klubbens indsats og ressourcer også afspejles i den samlede aftale.
– Vi tror på, at vi kan hjælpe William med at tage det næste skridt i sin udvikling, og derfor ser vi aftalen som en spændende mulighed, som både kan styrke os sportsligt i den kommende sæson og samtidig udvikle sig til en interessant økonomisk case for EfB.
Glæder sig til EfB
William Lykke ser frem til hverdagen på Gl. Vardevej.
– Jeg glæder mig rigtig meget over at komme til EfB. Det er en stor klub med en stærk historie og en god fanskare, som jeg ser meget frem til at spille foran.
– Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben og det projekt, der er i gang. Det er en ung og ambitiøs trup, og jeg glæder mig til at blive en del af holdet, arbejde hårdt hver dag og bidrage til, at vi når vores mål.
William Lykke har første træning med holdet onsdag og har fået trøje nummer 1.


































