MOBILVERSION

13. juni 2026

Dramatisk start på festugen: Koncert afbrudt efter tre sange

Spar2's store jubilæumskoncert ved Esbjerg Festuge blev fredag aften afbrudt efter blot tre numre til stor frustration blandt de mange fremmødte på Torvet.

Spar2's store jubilæumskoncert ved Esbjerg Festuge blev fredag aften afbrudt efter blot tre numre til stor frustration blandt de mange fremmødte på Torvet.

Kort efter koncertstart opstod der problemer med strømforsyningen på pladsen. Samtidig kunne publikum se røg stige op fra et kloakdæksel foran scenen, og koncerten blev stoppet.

– Der var stor forvirring blandt publikum. Ingen vidste, hvad der foregik, eller om der var udbrudt brand, fortæller Brian Andersen, som netop var ankommet til koncerten, da afbrydelsen fandt sted.

Spar2's store torvekoncert blev en fuser. Om bandet genoptager en anden dag er pt uvist. Foto: Brian Andersen.
Spar2’s store torvekoncert blev en fuser. Om bandet genoptager en anden dag er pt uvist. Foto: Brian Andersen.

Senere fredag aften oplyste Esbjerg Festuge, at åbningsaftenen blev ramt af en strømafbrydelse, og at Spar2’s koncert derfor måtte aflyses efter få numre.

– Det er vi rigtig kede af på publikums og bandets vegne. Vi ved, at mange havde glædet sig, skriver festugen i et opslag på sociale medier.

Teknikere arbejdede efterfølgende på at få strømmen tilbage, og det lykkedes at gennemføre aftenens hovedkoncert med Magtens Korridorer, som gik på scenen blot få minutter forsinket.

Det planlagte DJ-sæt mellem de to koncerter udgik dog af programmet.

Publikum blev via megafon bedt om at trænge væk fra området. Efter nogen tid kom en melding på storskærmen, der fortalte, at man regnede med at kunne fortsætte aftenens koncerter senere. Foto: Brian Andersen.

Festugen har ikke meldt ud, om der eventuelt arbejdes på en erstatningskoncert for Spar2, der fredag skulle have markeret bandets 40-års jubilæum på Torvet.

LÆS OGSÅ: Esbjergs helt egne rock-mama’er og -papa’er rockede festugen i gang

Festuge-arrangørerne takkede for forståelsen via storskærmen. Foto: Fjodor Pedersen.
Festuge-arrangørerne takkede for forståelsen via storskærmen. Foto: Fjodor Pedersen.

Del artiklen